De næste dage retter Brønshøj op på deres skatterod og skriver kontrakt med ni spillere, så de bliver berettigede til kørselspenge.

Efter BT i fredags kunne afsløre, at Brønshøj Boldklub har udbetalt ulovlige kørselspenge til flere af klubbens spillere, retter klubben nu ind og skriver kontrakt med ni spillere, der har modtaget de ulovlige kørselspenge.

Klubben har i flere år udbetalt kørselspenge som løn til spillere, der ikke var på kontrakt, og det er i strid med SKATs regler. Klubben afholder derfor onsdag og torsdag møder med de spillere, der ikke tidligere har været på kontrakt.

- Vi sætter nu spillerne på kontrakt, så vi lever helt op til kravene fra DBU og SKAT. Vi kommer til at leve 100 procent op til kravene, siger Brønshøjs direktør Preben Jessen, der ikke regner med, at det får store økonomiske konsekvenser for Brønshøj. Klubben skulle angiveligt have fundet de ekstra penge, det koster at lønne spillerne.

- Det betyder ikke ret meget, det drejer sig om et sted mellem 300.000 og 500.000 om året, og de penge har vi allerede sikret os. Det er ikke den store ulykke, siger han.

Klubben orienterede i lørdags spillerne om situationen, og selvom de mangler at få de sidste detaljer på plads, regner Preben Jessen at få alle ni på kontrakt.

- Nu skal vi først tale med dem, men det er mit klare indtryk, at det er de indstillet på, siger han.

Det har været nogle hektiske dage for Preben Jessen og resten af klubben, der har været udsat for kritik i pressen og fra konkurrenter i ligaen. Nu håber han, at der kan komme mere ro på, så Brønshøj kan koncentrere sig om at spille fodbold.

- Jeg synes den har været hård, men har stor forståelse for det, og vi retter selvfølgelig ind over for det, vi skal. Nu lever vi op til kravene, så vi kan koncentrere os om at vinde fodboldkampe, siger han.