Martin Ørnskov ønsker at lægge balladen om formand Jan Bech Andersens skriverier bag sig i Brøndby.

Brøndby: Med en sejr på 1-0 over Randers søndag lykkedes det Brøndby at hente sportslig oprejsning efter en turbulent uge, der bød på farvel til træner Thomas Frank, der var blevet svinet til af formand Jan Bech Andersen på et fanforum.

- Det var fedt at fokusere på fodbold frem for det uden for banen. Det har selvfølgelig fyldt rigtig meget, og det fylder stadig, da det hele tiden bringes på banen, siger Brøndbys Martin Ørnskov.

Flere spillere, blandt andet Johan Elmander, har fået grimme ord med på vejen af Jan Bech Andersen, der blev taget i at skrive under pseudonym. Men Ørnskov vil lægge det bag sig.

- Det er ikke noget, vi bare kan slå en streg over. Men vi står sammen som hold, og det vil vi fortsætte med at gøre. Jeg er også stensikker på, at Jan bakker os op. Hvad der er skrevet, kan vi ikke gøre noget ved. Vi må kigge fremadrettet, siger han.

Spørgsmål: Ser du det ikke som et tillidsbrud?

- Vi er sammen om det her. Både når det går godt, og når det går skidt. Jeg vil helst ikke blive ved med at grave i det, da vi ikke kan ændre det.

- Så havde vi også ændret i de dårlige præstationer undervejs, og så var vi slet ikke endt ud i det her.

- Vi har ikke andet valg end at lægge det bag os, ellers kommer præstationerne til at bære præg af det, mener Martin Ørnskov.

Svenskeren Johan Elmander havde ikke lyst til at snakke om, at han har været genstand for kritik i formandens skriverier.

 
David Boysen sender Brøndby i front og så kan både den nye cheftræner og resten af ledelsen juble!
Vis mere

Han foretrak at tale om kampen, som han overraskende tog del i fra start efter oftest at have taget plads på bænken under Thomas Frank. Under den nyansatte træner Auri Skarbalius fik Elmander hele kampen.

- Det kom en smule bag på mig. Nu må jeg bevise, at jeg skal beholde pladsen, så jeg forhåbentlig kan starte inde igen på søndag.

- Vi arbejdede godt og spillede godt i de første 45 minutter. Det ændrede sig lidt, da Ørnskov gik ud med en skade, og vi kom til at falde lidt langt tilbage, og Randers fik momentum. Vi måtte arbejde sejren hjem, siger Elmander.

Landsholdsbacken Riza Durmisi satte pris på de tre point og lovpriste holdets evne til at holde fokus i en svær tid.

- Man tænker selvfølgelig over, hvad der sker. Sådanne ting kan ske, og man må bare agere professionelt, det gjorde hele truppen. Vi bliver lønnet for at spille fodbold, og det var rart at få tre point.

- Vi er kede af, at Thomas ikke er her længere, men nu er Auri her. De er gode trænere på hver deres måde. Auri vil have fight, og det leverede vi, siger Durmisi.

/ritzau/