Brøndbys kvinder er klar til semifinalen i Champions League, efter holdet på hjemmebanen fik kæmpet sig til et 1-1-resultat mod svenske Linköping. Dermed går holdet videre med 2-1 samlet.

Men det holdt hårdt for Brøndby, der især blev presset i bund i store dele af anden halvleg. Den tidligere Superligaprofil og nuværende træner for kvindeholdet, Per Nielsen, erkendte, at holdet havde spillet en decideret dårlig kamp.

»De her piger har simpelthen fortjent det så meget. Vi spiller en helvedes dårlig kamp i dag, men hvor er jeg stolt af dem. Det er stort for kvindefodbold generelt, men specielt for de her tøser og for klubben,« siger han til DR.

Det så ellers lyst ud for kvinderne fra Vestegenen, da Emma Madsen efter knap seks minutter bragte hjemmeholdet foran efter et hjørnespark. Madsen kom højest ved forreste stolpe, og herfra headede hun nemt føringen i nettet til stor jubel for et medlevende publikum.

Efterhånden som minutterne gik, kom Linköping bedre og bedre med. Og det var helt efter spil og chancer, at svenskernes danske profil Mariann Gajhede kort før pausefløjtet kunne bringe balance i regnskabet. Omgivet af med- og modspillere i straffesparksfeltet kanonerede hun flot bolden op i venstre målhjørne uden for keeper Katrine Abels rækkevidde.

I anden halvleg lagde Linköping, der blot manglede et enkelt mål for at sikre sig avancement på reglen om flest udebanemål, et endnu hårdere pres. Men på trods af flere nærgående forsøg kunne de næsten 5.000 fremmødte tilskuere juble efter et par intense minutters overtid. Og netop det store fremmøde er noget, der gør et indtryk på Per Nielsen.

»Det har været helt fantastisk. Det var det, vi havde på hele ugen; at de her mennesker og støttede tøserne. Det betyder også meget for dem,« siger han til DR.