Han leverede en fin præstation i målet, Brøndby-målmanden Lukas Hradecky. Men trods flere flotte redninger måtte han gå fra banen med et 0-3-nederlag til Club Brugge.

- Det kræver et mirakel, men vi skal tro på det, lød det til BT efter kampen fra en skuffet finne i Brøndbys mål.

- Vi skal tro på det. Jeg havde håbet på et sent mål for at tro mere på det, men nu skal der et lille mirakel til, før vi kan gå videre. Vi må håbe på et tidligt rødt kort til dem. Alt kan ske i fodbold, og vi må håbe på noget ekstraordinært.

Alt så ud til at gå galt for danskerne i Belgien torsdag aften, og målmanden indrømmer, at der var klasseforskel i kampen:

- Det var ikke det resultat, vi kom efter. De har kvalitet og tempo og afslutter godt. Vi havde desværre ikke en chance i dag. Det er en kombination af mange ting, som gik galt, og der er ikke mange, som rammer dagen i dag. Jeg er overrasket over, hvor gode Club Brugge er, lød det fra Hradecky, der var tæt på at skifte til netop Club Brugge, men skiftet faldt i 11. time til jorden, og så gik turen i stedet til Brøndby.

Den stærke målmand havde derfor håbet på et noget bedre resultat i Brugge:

- Jeg kunne ikke bevise, at Club Brugge tog fejl, da de ikke købte mig, men jeg havde ikke en chance på deres mål. Jeg er selvfølgelig også en del af nederlaget, og tre mål er selvfølgelig ikke en måde at vise sig frem på, lød det til BT i Brugge.