Flere Brøndby-spillere virker slidte efter et hårdt efterårsprogram, mener træner Alexander Zorniger.

Brøndbys krævende spillestil og et hårdt efterårsprogram har sat sig tydelige spor hos nogle af holdets travleste spillere.

Det erkender træner Alexander Zorniger, som søndag aften mønstrede en startopstilling med flere overraskelser, da Brøndby slog AGF 1-0.

Superligatopscorer Teemu Pukki var henvist til udskiftningsbænken, og det samme var U21-landsholdsspilleren Andrew Hjulsager, som ellers har været en af holdets mest markante profiler i efteråret.

»Der er nogle, der har en del kampe i benene nu, specielt Teemu og Andrew, og det har man kunnet se i de seneste kampe.«

»Jeg mente, den bedste løsning ville være at give dem tid til at genoplade batterierne,« forklarer Alexander Zorniger.

I stedet fik Marcos Ureña en sjælden chance i angrebet, mens Rodolph Austin og Frederik Holst gled ind på midtbanen, der også savnede en skadet Christian Nørgaard.

»De arbejdede godt for holdet. Vi har en lidt anden balance, når de er på holdet, og det var helt okay,« lyder skudsmålet fra Zorniger.

Hany Mukhtar scorede det afgørende mål på en målmandsfejl i anden halvleg på et tidspunkt, hvor tilskuerne var begyndt at mumle utålmodigt på tribunerne.

Zorniger er dog begejstret for, hvad han så på banen.

»I mine øjne skabte vi chancer nok, og vi havde i hvert fald flere end AGF. Det kan godt være, at chancerne efter pausen ikke var åbne, men det var nok. I alle aspekter var dette en meget fin kamp,« siger han.

Brøndby er med sejren tilbage på andenpladsen i Alka Superligaen seks point efter førende FC København.

/ritzau/