Ingen feriepenge, men der er råd til løn på fredag. Sådan er situationen i Brøndby lige nu

Tirsdag meddelte Brøndby ifølge Spillerforenings direktør Mads Øland, at klubben ikke betaler de fire mio. kr., de af Fodboldens Voldgiftsret blev dømt til at betale senest i dag.

Brøndbys konstituerede direktør Tommy Håkansson ønsker ikke at kommentere den konkrete oplysning, idet han forholder sig til Fondsbørsens regler om ikke at uddybe den slags, men vil gerne udtale sig i mere generelle vendinger:

- Det eneste, jeg kan sige, er, at vi er i dialog mod Spillerforeningen om den samlede sag, siger Tommy Håkansson og fortæller, at der er tale om i alt 59 sager.

Hvorfor har I ikke betalt de fire mio. kr. i dag, som I er blevet dømt til at skulle betale?

- Min kommentar er, at vi er i forhandlinger med Spillerforeningen om den samlede sag. Jeg ønsker ikke at føre denne sag i medierne, men bag lukkede døre sammen med Mads Øland. Og så er det jo ikke mig, der siger, at vi ikke betaler i dag. Det udtaler jeg mig ikke om.

Men gør I det? Betaler I?

- Det vil jeg ikke kommentere. Der er en dialog i gang, det er det, jeg vil sige.

Hvis ikke I kan eller vil betale feriepenge i dag, kan I så betale løn på fredag?

- Ja, som jeg hele tiden har sagt, så er der fuld kontrol over vores likviditet, så det er der helt styr på.

Havde der været råd til både at betale feriepenge i dag og løn på fredag?

- Det har jeg ingen kommentarer til.

Generalsekretær Jim Stjerne Hansen sagde tidligere på tirsdagen, at DBU ikke kan sanktionere Brøndby på baggrund af feriepengesagen, men udelukkende på baggrund af løbende udgifter som lønninger.

Skulle Brøndby derfor vælge mellem at betale løn eller feriepenge, var det ud fra et såvel sportsligt som økonomisk synspunkt smartest at vælge lønnen og komme til rette om en udskydelse af feriepengesagen med Spillerforeningen.