Bundkampen mellem Brøndby og Esbjerg var et massivt TV-hit

Brøndbys 2-2 kamp mod Esbjerg var måske nok et opgør i bunden af tabellen, men interessen for kampen var helt i top blandt TV-folket hjemme i sofaen.

Kampen på Brøndby Stadion sent søndag eftermiddag satte seerrekord hos Canal 9 med 208.000 seere i gennemsnit og en TV-share (antal husstande med TV, der så med) på 13,4 procent.

En procentsats, der søndag kun blev overgået af DRs 'Forbrydelsen'.

Canal 9's hidtidige seer-rekord blev sat tilbage i maj måned, hvor 188.000 seere i gennemsnit så FC Nordsjælland blive mestre hjemme mod AC Horsens.