Teemu Pukki smiler igen.

Med sin indledende fuldtræffer i Brøndbys sejr i udekampen mod Silkeborg, fik finnen brudt scoringstørken, der har varet siden 15. marts mod OB.

»Jeg har ventet alt for længe på denne scoring. Det var mit syvende mål i sæsonen. Det er jeg ikke helt tilfreds med. Jeg føler, at jeg har haft chancerne til at lave en håndfuld mere. Min målsætning for resten af denne sæson er, at jeg når op på 10 scoringer,« sagde den 25-årige angriber.

Efter planen skal han fra næste sæsons begyndelse tilbage til den skotske storklub Celtic, hvor Brøndby lejede ham sidste år i august.

»Står det til mig, fortsætter jeg karrieren i Brøndby. Her er jeg faldet rigtig godt til,« sagde Teemu Pukki.

Og måske får han sit ønske opfyldt.

»Min indstilling til Brøndbys ledelse er, at vi skal beholde ham. Han har ret i, at han har scoret for lidt. Efter min mening har han international klasse, og burde være god for 10-15 scoringer pr. sæson. Mod Silkeborg spillede han fremragende i første halvleg. Til gengæld faldt hans niveau væsentlig efter pausen. Men det var ikke kun tilfældet for ham. Sådan var det desværre også for de fleste andre af mine andre spillere,« sagde Brøndby-træner Thomas Frank.

Klubbens sportschef Per Rud håber også, at Teemu Pukki bliver i klubben på den københavnske vestegn.

»Jeg har endnu ikke talt med Celtic om, hvad deres planer er med ham. Men inden maj er omme, håber jeg, at der er fundet en løsning,« sagde Per Rud, der glædede sig over sejren.

»Nu er vi kommet tættere på både bronzemedaljerne og adgangsbilletten til Europa League-kvalifikationen,« sagde han.

Hos Silkeborg var det bemærkelsesværdigt, at 17-årige Kasper Dolberg efter en times spil fik Superliga-debut.

»Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg var tæt på i sidste sæson, men blev så skadet. Da jeg endelig fik chancen, synes jeg, at det gik ok. Men det var både svære og specielle arbejdsbetingelser at stå overfor en så stærk spiller som Daniel Agger,« sagde stortalentet, som efter denne sæson fortsætter karrieren i den hollandske klub Ajax Amsterdams U19-trup.

»Jeg har ikke sat mig nogle personlige mål med opholdet dernede. Der er ikke andet at gøre end at tage det, som det kommer. Men der er ingen tvivl om, at Ajax er den udenlandske klub, jeg allerhelst vil spille for,« sagde Kasper Dolberg.