Det lignede en mission, som ikke engang de største jubeloptimister turde tro på. Og Brøndby havde da heller ikke meget at komme med i returopgøret i Europa League-kvalifikationen mod PAOK Thessaloniki. Med 1-1 i torsdagens returkamp er Brøndby ude af det europæiske selskab med 1-6 samlet.

Brøndby begyndte ellers lovende og satte de græske gæster under pres i kampens indledning. Med hurtigt kombinationsspil over kanterne var der i flere tilfælde optræk til Brøndby-chancer. Men som i det første opgør viste PAOK en nærmest umenneskelig skarphed.

Magnus Eriksson lavede et frispark midt på Brøndbys banehalvdel. Dødbolden blev sendt ind i hovedet på Ricardo Costa, der umarkeret steg op og sendte en ballonbold over i det fjerneste hjørne. Scoringen betød, at Brøndby nu skulle score syv gange i træk for at gå videre.

Så mange mål blev det ikke til. Holdet måtte nøjes med det ene mål, Elbasan Rashani scorede efter 27 minutter. Den til tider udskældte nordmand kom først på en nedfaldsbold i straffesparksfeltet - og han sparkede via en græsk pandebrask bolden op i nettaget.

Resten af kampen bølgede spillet frem og tilbage, dog uden at nogen af holdene spillede sig frem til de helt store chancer. PAOK Thessaloniki havde tydeligvis styr på begivenhederne og koncentrerede sig om at holde en stram defensiv organisation. Den formåede hjemmeholdet aldrig at nedbryde.

Dermed må Brøndby altså vinke farvel til europæisk fodbold én runde før gruppespillet.