Den tidligere mangeårige Brøndby-målmand Mogens Krogh færdig i Næstved, hvor han er blevet fyret som cheftræner for klubbens 1. divisionshold. Det kunne Sjællandske berette mandag eftermiddag.

Fyringen er sket på baggrund af et ønske fra klubbens ledelse om at få noget forandring ind i et forsøg på at vende den udvikling, der lige nu peger i retning af 2. division.

»Vi har vurderet, at vi i den nuværende situation har brug for noget nyt blod på trænerbænken. Vi har været glade for Mogens’ arbejde gennem de mere end to og en halv sæson, han har været træner her i klubben, men udviklingen er desværre gået en vej, hvor vi har set os nødsaget til at træffe denne beslutning,« siger klubejer Peter Birk.

Han understreger, at det gør ondt at skulle sige farvel til en træner og en person, som man har værdsat på flere fronter i Næstved Boldklub. Beslutningen om at fyre Mogens Krogh blev dog uundgåelig efter nedturen i Skive, som efterlader et mentalt såret Næstved-mandskab.

»Helt overordnet skyldes fyringen, at vi tror på, at en ny træner vil have bedre mulighed for at redde os i 1. division. Det er derfor vi vælger at handle,« siger Peter Birk.

Mogens Krogh tog fyringen med den samme sindsro, der har præget hans periode som træner for Næstved.

»Jeg ved det er en del af gamet. Sådan var det, da jeg var spiller, og sådan er det også for mig som træner,« siger en afklaret Mogens Krogh.

Han er selvsagt skuffet over slutningen på hans tid som træner i Næstved.

»Jeg er da skuffet over, at jeg bliver fyret. Det betyder jo, at jeg ikke er lykkes med de ting, som jeg gerne vil som træner,« siger Mogens Krogh.

Med Mogens Krogh ude af billedet er spekulationerne om navnet på den nye Næstved-træner gået i gang. Sjællandskes oplysninger peger i retning af den tidligere FC Vestsjælland-træner Michael Hemmingsen som ny cheftræner i Næstved. Han ventes præsenteret en af de nærmeste dage.

Det er endnu uvist om Max Petersen fortsætter som assistenttræner.