KØB PLUS!

Brøndby: En skamplet på klubben

Sikkerhedschef Emil Bakkendorf er ude med riven over for de fans, der invaderede banen.

Brøndbys sikkerhedschef, Emil Bakkendorf, bruger hårde ord, når han skal sætte ord på den fanballade, der udspillede sig i kølvandet på pokalkampen mod FCK.

Her løb hjemmeholdets mange fans på banen for at fejre sejren med Brøndby-spillerne, men desværre fortsatte en stor del af dem mod den anden endetribune og kom i infight med udeholdets medbragte fans.

- Det er skammeligt. Det er en skamplet på klubben. Det er ikke fans, der gør sådan noget, og de hører ikke hjemme i nogen som helst klub eller i fanmiljøet, lyder reaktionen fra Brøndbys sikkerhedschef, Emil Bakkendorf.

Han har ikke umiddelbart løsningen for at komme balladen mellem de to klubbers fans til livs.

- Når chokket og forfærdelsen over det der er sket har lagt sig, så må vi se på det og drage konklusioner, så vi kan komme videre, men det bliver svært at komme videre, siger Bakkendorf og fortsætter:

- Jeg har selv været med i en dialog de sidste tre år. Mange gange har det været et skridt frem og to tilbage. I dag (i går, red.) vil jeg næsten sige, at vi er gået fire, fem, seks skridt tilbage. Det er helt uacceptabelt. Alle må kigge indad og sige til sig selv, at det her må ikke ske igen, siger han.

- Det er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet herude. Det hører ingen steder hjemme. Det er skammeligt for fodboldklubben Brøndby specielt, men det er også skammeligt for dansk fodbold, at det har udviklet sig sådan her.

Politiet fik til sidst holdt fansene fra at komme i yderligere klammeri, men her stopper episoden ifølge Emil Bakkendorf ikke.

- Jeg drager ingen konklusioner nu, det ville ikke være klogt. Jeg kan kun kraftigt tage afstand fra det her, det kan vi simpelthen ikke acceptere. Det får konsekvenser, men jeg kan ikke sige hvilke lige nu, siger sikkerhedschefen.

  


 

Læs også: