Videooptagelser viser Chelseas holdlæge, Eva Carneiro, blive udsat for en række grimme tilråb, blot fordi hun er kvinde, og det får nu organisationen 'Women in Football' til at råbe fodboldmyndighederne op.

Organisationen har ifølge The Guardian registreret 13 sager om sexisme i denne sæson mod kvindelige aktører i fodboldsporten, og den, der nu får fuld fokus i de engelske medier, drejer sig om Chelsea-lægen Eva Carneiro.

I en video, som BBC er kommet i besiddelse af, råber flere Manchester United-fans meget grimme gloser ned mod Chelseas holdlæge i en Premier League-kamp sidste år. 'Vis os dine patter' og 'vis os stedet, du pisser fra, din so' står tilbage som nogle af skældsordene og smædesangene.

Kun hvis der bliver set med samme alvor på sexisme-hændelserne som på racisme, vil sporten blive attraktiv at arbejde i for kvinderne, argumenterer kampagnefolkene, og allerede i sidste sæson blev der gjort opmærksom på problemet.

I en rapport, der blev udarbejdet af Women in Football sidste sæson, konkluderes det, at 66 procent af de kvinder, der arbejder med professionel fodbold, har været udsat for sexistiske angreb, mens 89 procent har oplevet det uden at indrapportere det.

Helen Grant, der er sportsminister i England, glæder sig over, at der nu bliver sat fokus på det tilsyneladende store problem.