Brasilianere vil have dansk Neymar-bog

Dansk bog om Barcelona-stjernen Neymar er på vej til et internationalt gennembrud og udgives blandt andet i Brasilien

Neymar er blandt klodens mest populære sportsudøvere. Og nu kan en dansk forfatter spinde guld på at have skrevet en af de første biografier om Barcelona-stjernen.

Forlaget Turbulenz har nemlig solgt rettighederne til bogen; Neymar - den brasilianske drøm til blandt andet et brasiliansk forlag, som venter et stort salg op til VM-slutrunden i Brasilien.

Det er den tidligere BT-journalist Peter Banke, der har skrevet Neymar-bogen, som også udgives i Norge, Spanien og Kina samt udkommer som e-bog på engelsk.

Der også forhandlinger om at udkomme i Sverige, Tyskland, Frankrig og en række andre lande,

Noget tyder på, at man har ramt en guldmine ved at være blandt de første til at rykke på Neymars verdensomspændende appel. Især skiftet til FC Barcelona og den efterfølgende succes hos de spanske mestre har gjort ham til en global superstjerne.

Også i Danmark har der været stor rift om Neymar-bogen især op til jul.

Peter Banke har rejst rundt i Brasilien og mødt en række nøglepersoner i den unge angribers liv, og bogens indhold har altså vakt stor interesse i Neymars eget hjemland.

- Jeg er enormt glad for, at min bog får et internationalt publikum. Neymars historie er fantastisk fascinerende. Det, der udadtil blot ligner en succeshistorie med alle de privilegier, der følger med, ligger i virkeligheden på et fundament af fattigdom, opofrelse, dramatiske hændelser, dedikation og en række tilfældigheder af næsten religiøs karakter, siger Peter Banke til bt.dk

Neymar ventes at blive Brasiliens helt store stjerne, når VM-slutrunden afvikles på hjemmebane til sommer, og værterne er megafavoritter til at vinde titlen.

Læs også: