Lasse Vibe har i denne sæson været inde i en imponerende målstime, og mandag aften kunne den danske angriber tilføje endnu et mål til samlingen.

Det skete, da IFK Göteborg på hjemmebane slog Djurgårdens IF med 2-1. Men Vibes scoring var ikke bare tre point værd for IFK Göteborg.
Målet betyder nemlig, at den danske angriber tangerer en 33 år gammel svensk rekord. Med sine nu 20 mål er Lasse Vibe oppe på siden af Torbjörn Nilsson, der i 1981 slog rekorden som den mest scorende IFK Göteborg-spiller i en Allsvenskan-sæson.

Der mangler fortsat fire kampe i Allesvenskan, og med Vibes målform virker det meget sandsynligt, at vi snart får en dansk rekordholder i Sverige.

Om Vibe når at slå en anden og betydeligt ældre rekord - nemlig Bertil 'Bebben' Johanssons 27 mål på én sæson i 1958, der gjorde ham til alle tiders mest scorende i en enkelt Allsvenskan-sæson - vides ikke, men med den 27-årige danskers målform er intet umuligt.

Lasse Vibe har tre mål ned til David Accam, der er nummer to på topscorerlisten, men på trods af Vibes komfortable topscorer-føring, skal IFK Göteborg ikke regne med at slutte i toppen af den svenske liga. Her har Malmö FF nemlig lagt sig i spidsen foran netop IFK Göteborg med ni point.