OB slog Esbjerg med 2-0, men burde have vundet større. Anders K. Jacobsen scorede sit forårsmål nummer syv.

Esbjerg: OB tog mandag aften tre point i Alka Superligaen, da det på udebane i Esbjerg blev til en 2-0-sejr.

Anders K. Jacobsen scorede kampens første mål, og han er nu noteret for syv scoringer i sine ni kampe i foråret. Ifølge angriberen er det ikke tilfældigt, at succesen kommer nu.

- Jeg har haft bøvl med min ryg, men jeg er helt ovre det nu. Jeg har haft hele vinteropstarten med op til foråret, og jeg føler mig fit og i god form nu, hvilket nok er årsagen til de mange mål, siger han.

Angriberen var involveret i flere gode chancer i anden halvleg og havde muligheden for at score mere end det ene mål i kampen mod Esbjerg.

- Jeg havde selv et par muligheder, hvor jeg ikke fik sat kroppen ordentligt til bolden, hvilket gav nogle halvsløje afslutninger. Vi stod lavt i anden halvleg og fik rigtig mange muligheder på omstillinger, som vi skulle have udnyttet, siger Anders K. Jacobsen.

OB formåede først at lukke kampen i overtiden, da Ari Skulason scorede på frispark til 2-0. Cheftræner Kent Nielsen så gerne kampen afgjort tidligere.

- Vi er selvfølgelig glade for de tre point, men når det er sagt, så er vi ærgerlige og irriterede på os selv over, at det sidst i kampen skulle blive spændende.

- Vi fik en svær start på kampen, men spillede os fornuftigt op. Vi havde bestemt mulighederne til at føre med mere end et mål tidligere i kampen.

- Iskoldt sagt så syntes vi, at vi var til større fare for selv, end Esbjerg havde idéer til at åbne os op. Det var kun, da vi lavede spillemæssige fejl, at Esbjerg blev farlige, siger træneren.

OB kravler med sejren op på sjettepladsen i Superligaen. Fynboerne møder FC København næste gang.

/ritzau/