Det er blevet tid til den meget imødesete Boxing Day i Premier League. 2. juledag, der markerer begyndelsen på tre kampe med et spænd på seks dage, og hvor der mellem flere af kampene kun er 48 timers hvile.

I England siger man, at dét hold, der klarer sig bedst ud af det hårde juleprogram, også står med Premier League-trofæet i slutningen af sæsonen. Og de seneste fire sæsoner er det da også holdet, der lå i toppen af rækken juleaften, der er løbet med guldet. Tag også bare de seneste ni sæsoner - her er det mandskab, som toppede Premier League juleaften i syv ud af ni tilfælde blevet mester.

Så kan det øjeblikke førerhold i Premier League, Liverpool, godt begynde at glæde sig til de første guldmedaljer siden 1990?

Statistikken siger ja - men historien siger nej.

Liverpool er nemlig det hold, der senest førte Premier League ved juletid og smed det hele på gulvet, og siden den bedste række i England i 1991 skiftede navn til Premier League, er det sket yderligere to gange, at ’The Reds’ førte rækken og ikke er endt som guldvinder.

Der er derfor intet at sige til, at den titelhungrende storklub går forsigtigt ind til programmet i 2013, når man torsdag besøger hjemmestærke Manchester City i et brag af en kamp.

- Nøglemålet for os er at slutte i top fire. Det vil hjælpe klubben økonomisk til at hente spillere ind og slutte en lang periode uden så høj en placering, siger Liverpool-anføreren, Steven Gerrard, til Sky Sports.

- Jeg vil sige, at vi er titelbejlere, hvis vi med ti kampe igen stadig er med i toppen af feltet. Jeg lader mig ikke rive med og ændrer hverken målsætning eller får højere forventninger, bare fordi vi begyndt sæsonen meget stærkt, fortsætter han.

Liverpool har da også alt andet end en nem jul at gå i møde. Ud over den svære kamp på Etihad Stadium skal klubben blot tre dage senere igen på en svær mission, når endnu et stort slag skal slås på Stamford Bridge mod Chelsea, inden Hull nytårsdag gæster Anfield.

Oven i købet er truppen hårdt ramt af skader - blandt andet til anfører Steven Gerrard og angrebsprofilen Daniel Sturridge.

- Vi har kun 17 spillere til rådighed, og det er uheldigt i en så travl periode af sæsonen - og så mangler vi endda at afgøre, om Flanagan kan spille. Truppen er utrolig tynd lige nu, siger manager Brendan Rodgers.

- Men vi vil ikke græde over vores lange skadesliste. Vi har, hvad vi har, og det giver mig chancen for at hive nogle af vores ungdomsspillere op på førsteholdet - det er det, man har et akademi til, tilføjer Liverpool-chefen.

Hans hold ligger inden City-kampen på en førsteplads med en bedre målscore end Arsenal. På tredjepladsen ligger Manchester City med et point færre, og lige efter kommer Chelsea med to point op til Rodgers’ mandskab.

Lidt længere nede i tabellen skal Michael Laudrup og hans Swansea også i gang med det, der kunne ligne et endnu mere besværligt juleprogram.

Det walisiske team skal på 48 timer overstå to store udfordringer, begge på udebane, mod først Chelsea og Aston Villa, inden man nytårsdag slutter af med en kamp hjemme på Liberty Stadium mod titelaspiranterne Manchester City.

Holdets topscorer i sidste sæson, Michu, er ligesom Nathan Dyer dømt ude af kampene. Spanieren står foran en operation i næste uge i sin ankel, men det ændrer ikke på, at den danske manager går ind til kampen med oprejst pande - selv om Chelsea modsat Swanseas ramte trup i mandagens kamp mod Arsenal markerede sin store og dyre trup ved at spare på spillere som David Luiz, Juan Mata og Samuel Eto’o.

- Mange af de her spillere kan gå hen og blive benyttet mod os på Boxing Day, og vi er nødt til at tage til kampen med en tro på, at vi kan få noget med hjem, for det har vi gjort før, siger Michael Laudrup til klubbens hjemmeside. Han henviser til, at Swansea på nogen lunde samme tid for næsten et år siden hentede en meriterende sejr i Chelsea i Liga Cup’ens semifinale, og det markerede vejen til klubbens første titel.

Julefreden har sænket sig, men i Premier League er der krig om pointene, nu hvor afgørelsen skydes i gang.