Kasper Schmeichels chef, manager Claudio Ranieri, roste den danske målmand efter Leicesters nederlag på 1-2 mod FC Sevilla i Champions League.

»Kasper Schmeichel havde en rigtig god kamp. Han reddede et straffespark, og han gav ro til sit forsvar,« sagde Claudio Ranieri ifølge BBC.

Straffesparket, som Kasper Schmeichel snuppede, var ved stillingen 0-0.

Siden kom FC Sevilla trods flere redninger fra den danske landsholdsmålmand foran 2-0, men et mål af Jamie Vardy gav Leicester håbet tilbage inden returopgøret, fordi en sejr på 1-0 nu vil være tilstrækkeligt til at sende sidste sæsons engelske mestre i kvartfinalen i turneringen.

»Vi vidste, at de var bedre end os. Vi havde det hårdt, men vi blev ved med at kæmpe. De viste deres kvalitet, men vi viste vores hjerte, og at vi aldrig giver op,« sagde Leicesters italienske manager, der er under stærkt pres på hjemmefronten, fordi Leicester efter en lang, dårlig periode risikerer at rykke ud af Premier League.

»Sevillas kvalitet er meget høj. Begår man en fejl, så scorer de. Det var vigtigt for os at matche dem, og nu er det samlede resultat stadig helt åbent,« sagde Claudio Ranieri.

Der er returkamp i Leicester 14. marts.