De mange intense kampe ser ud til at slide på Christian Eriksen. Det mener Tottenham-manager Mauricio Pochettino i hvert fald. Han overvejer kraftigt at give danskeren en pause til torsdagens Europa League-kamp mod Borussia Dortmund.

Ifølge Tottenhams officielle Twitter-konto vil manageren lige se nærmere på sin danske midtbanespiller, inden han beslutter sig endeligt for, om Eriksen skal med i truppen til kampen mod tyskerne.

London-klubben er bagud 0-3 efter den første af de to kampe. Derfor kan det være, at Pochettino på forhånd har erkendt, at det bliver særdeles svært for Tottenham at indhente Dortmunds forspring, og at det i stedet vil være klogere at spare Eriksen, så han er frisk til opgøret i Premier League søndag aften mod Bournemouth. Med otte kampe igen er Tottenham fem point efter Leicester i kampen om det engelske mesterskab.

Christian Eriksen var blandt de danske berømtheder, der tirsdag aften gæstede Dronning Margrethe på Amalienborg til en middag og efterfølgende dans.