Her er overblikket over de sager, der lige nu presser Brøndby mest. Jan Lockhart svarer på problemerne

I disse dage er revisorerne fra KPMG på besøg i Brøndby. Sådan er det altid på denne tid af året, når færdiggørelsen af årsregnskabet nærmer sig. Og det gør den i Brøndby, der efter planen vil sende årsrapporten af sted den 23. marts.

- Jeg kan bekræfte, at vi er i gang med revisionen i Brøndby i forbindelse med årsregnskabet. Det er helt normal procedure. Vi er kritiske, for det skal vi være, og det er vi over for alle, vi arbejder med. Men jeg har i øvrigt ingen kommentarer til hverken Brøndby eller andre af vores kunder siger, seniorpartner og direktør i KPMG, Jesper Koefoed.

Endnu engang er der masser at være kritisk over. Allerede i efteråret nedjusterede klubben forventningerne til et underskud på omkring 35 mio. kr., selvom man blot et halvt år forinden havde regnet med et mindre overskud. Gildhøj Centret, der skulle indbringe 35 mio. kr., var ikke sådan lige til at sælge, så den indkomst regnede man ikke længere med. Men det skulle så også være det sidste dårlige regnskab, sagde bestyrelsesformand Per Bjerregaard, der så nytåret 2012 som et vendepunkt.

Brøndby iværksatte besparelser for i alt cirka 20 mio. kr., skrev man i tredjekvartalsrapporten. Det skete ved fyringer i administrationen og besparelser på det sportslige område. Men så gik 2012 i gang, og ud væltede det med nye, dårlige historier. De største talenter, som der nu ellers skulle satses større på, forsvandt til udenlandske storklubber, hvilket B. T. afslørede.

Så kunne Ekstra Bladet fortælle, at økonomichefen tændte de røde lamper, og endelig sparkede Spillerforeningen mandag endelig sagen om de mange mio. kr. i mulig feriepengekompensation i gang. Hjemvendt fra udlandet svarer direktør Jan Lockhart her endelig på de mange sager.

Løn

I weekenden kunne Ekstra Bladet bringe uddrag fra en mail sendt til medarbejdere iBrøndby IF, hvori økonomichef Jesper Jørgensen opfordrede sine medarbejdere til at inddrive så mange penge som muligt:

" Status er, at vi p. t. mangler 3,2 mio. kr. for at kunne betale lønninger til de ansatte i Brøndby IF og Brøndby Food & Mind ultimo februar måned. Herudover har vi en række leverandører, som også skal have nogle betalinger i februar."

Efterfølgende forklarede Per Bjerregaard, at det var sagt med " et glimt i øjet."

Jan Lockhart, er det skrevet med et glimt i øjet?

- Nej, Jesper anvender denne - meget dramatiske - formulering for at få alle til at forstå, at det er vigtigt, at alle tilgodehavender bliver betalt. Præcis som enhver anden pligtopfyldende og samvittighedsfuld økonomichef ville gøre. Men formuleringen var unødigt dramatisk og har desværre skabt grobund for mange negative skriverier i pressen efterfølgende.

Er Brøndby hver måned afhængig af, at alle sponsorer og kunder betaler deres udeståender for, at de ansatte i Brøndby IF skal kunne få løn?

- Enhver virksomhed er vel i sidste ende afhængig af, at dens kunder betaler deres regninger, hvis den skal være i stand til at overholde egne forpligtelser.

Feriepenge

Mandag fortalte Peter Madsen i Ekstra Bladet, at hans sag om manglende udbetaling af feriepenge i forbindelse med hans sign on-fee på 10 mio. kr. skal behandles i retten i juni måned. Hans sag bliver en af tre prøvesager. Får de tre spillere medhold, vil en række øvrige sager blive taget op. For Brøndbys vedkommende kan det ifølge Spillerforeningen løbe op i et samlet krav til Brøndby på 24,5 mio. kr.

Hvad gør I, hvis I skulle blive dømt til at betale over 20 mio. kr.?

- Ingen kommentarer til den verserende sag.

Brøndby IF har indtil videre erklæret sig uenig i, at der skulle være grundlag for at kræve feriepenge af sign on-fees, sådan som Spillerforeningen mener.

Talenter

Inden for to år har Brøndby sagt farvel til en håndfuld store talenter: Nicolai Boilesen til Ajax, Jannik Vestergaard til Hoffenheim, Osama Akharraz til AGF, Andreas Christensen til Chelsea og Pierre Emile Højbjerg til Bayern München.

Brøndby har Danmarks bedste talentafdeling målt på antallet af spillere på landsholdene. Har I et problem med at fastholde dem, eller er det omvendt en fordel for jer, at I nu tjener penge på at sælge dem?

- Dette er i udpræget grad Ole Bjurs område, så du må spørge ham. Dog vil jeg også sige, at vi vel har Danmarks bedste talenter, hvis du kigger på resultaterne i ungdomsrækkerne, hvor vi sidste år vandt U15, U17 og U19-rækkerne.

Sponsorer

De store sponsorer forsvinder, når deres nuværende aftaler stopper.

Når Kasis sponsorat udløber i 2013, siger I farvel til ca. 30 mio.kr. årligt. Du har selv sagt, at du regner med, at et kommende sponsorat kan indbringe 12-15 mio. Derudover stopper Adidas' sponsorat til sommer. Rygterne vil vide, at Hummel er favorit til at overtage, men at de betaler maks. en tredjedel af Adidas' beløb. Hvor skal I hente tabet?

- Jeg har ikke sagt, at et kommende sponsorat kan indbringe nævnte beløb - men sponsoratet er i 2011 værdiansat af Promovator til nævnte beløb. Jeg har her og nu ingen kommentar til et kommende tøjsponsorat, men forventer snart at præsentere en partner, der både økonomisk og på andre fronter bliver til stor gavn for Brøndby IF.

Placeringen

Det koster knaster at spille dårligt. Brøndby indtager lige nu en lidet flatterende tiendeplads i Superligaen. Klubben har budgetteret med at blive mindst nummer seks. Forskellen på at blive nummer 10 og nummer 6 er for en klub som Brøndby mellem to og tre mio. kr. afhængigt af parametre som tilskuere og antal sejre.

Tilskuertal

Siden tilskuersnittet toppede i 2005 med 18.204 per hjemmekamp i Superligaen, er det faldet løbende og ligger i denne sæson på 12.279 tilskuere per hjemmekamp. Det er et fald på i snit 5.925 tilskuere per hjemmekamp på mindre end syv år. Brøndby budgetterer ifølge B. T. s oplysninger med 14.000 tilskuere per hjemmekamp.

Så hvilke positive historier om Brøndby misser vi?

- Vi har nedbragt vores omkostninger betydeligt i 2012, sammenlignet med tidligere år, og har således skabt en væsentlig forudsætning for at opnå en grundlæggende mere sund økonomi. Kan dette kombineres med fortsat, positiv udvikling af superligaholdet, så ser det fornuftigt ud. Derudover har vi nu en mere strømlinet sportslig sektor med stærke ledere i Ole Bjur og Auri Skarbalius. Deres arbejde med hele vores sportslige setup har vi store forventninger til i fremtiden, siger Jan Lockhart.