Michael Laudrup går på rov i DBU, erfarer sporten.dk. U/21-landstræner Morten Wieghorst bliver Laudrups nye assistent i Swansea.

Danmark mister en U/21-landstræner, mens Michael Laudrup og Swansea får en assistenttræner. Det er resultatet af en opsigtsvækkende rokade fra Danmark til Wales.

Den tidligere FC Nordsjælland-træner Morten Wieghorst står i dag i spidsen for det rød/hvide U/21-hold, men med kontraktudløb til sommer står verden åben for den tidligere landsholdsspiller. DBU har ønsket at forlænge, men Wieghorst har holdt unionen ud i strakt arm med et ønske om igen at blive klubtræner. Nu viser det sig hvorfor. 

Sporten.dk erfarer således, at Morten Wieghorst får opfyldt sit ønske om igen at have græs under fødderne hver dag. Men det bliver ikke dansk græs. 

Fredag præsenteres Morten Wieghorst i Swansea som ny assistenttræner for Michael Laudrup. Wieghorsts første møde med Premier League sker på et lille, intimt pressemøde efter træningen.

Morten Wieghorst starter i sit nye job i det sydlige Wales med øjeblikkelig virkning.