Bolddrengen, som blev sparket af Eden Hazard, er ifølge en engelsk avis søn af et rigt par, som ejer knap en fjerdedel af Swansea.

Det var en bizar episode, som udspillede sig i Capitol One Cup-semifinalen mellem Swansea og Chelsea onsdag aften. En tydeligt frustreret Eden Hazard sparkede en liggende bolddreng, som forsøgte at trække tiden, ved at lægge sig oven på bolden.

Episoden har taget det meste af opmærksomheden fra Swanseas imponerende finaleplads i cuppen, og torsdag morgen handler overskrifterne således om Eden Hazard og bolddrengen, der hedder Charlie Morgan.

SE BILLEDERNE: Her sparker Hazard bolddreng

Ifølge den engelske avis The Sun er 17-årige Charlie Morgan søn af millionærparret Martin og Louisa, som ejer 22,5 pct af Swansea FC. Den information vil formentlig lægge yderligere til beskyldningerne om, at bolddrengen var blevet bedt om at trække tiden, hvis det var til Swanseas fordel.

Charlie Morgan har en twitter-profil, hvor han inden kampen fortalte, at han skulle være med til kampen. Profilen har siden onsdag aften fået 75.000 followers. Morgan var ellers ikke planlagt som bolddreng til kampen, men da yngre bolddrenge var forhindret på grund af sne, trådte han til.

Morgan havde endda skrevet, at han er kongen af bolddrengene, og han havde tilføjet et såkaldt 'hashtag' som hed "timewasting", hvilket betyder tidsudtrækning.

Efter kampen snakkede Morgan med politiet, som spurgte ham til Hazards spark. Ifølge Swanseas website har både drengen og hans far valgt ikke at gå videre med sagen.

- Det var en uheldig episode, som begge parter fortryder, at de blev involveret i, lyder det på Swanseas website.