Bolddrengen Kwadwo Baah tog sagen i sine egne hænder, da West Hams målmand var lang tid om at sætte spillet i gang i lørdagens kamp i Premier League. Nu har Crystal Palace givet Kwadwo Baah en 'straf'.

West Ham vandt 1-0 på udebane mod Crystal Palace i Premier League, men gæsterne måtte kæmpe hårdt for sejren, hvor de i det sidste kvarter endda kun var ti mand, fordi backen Aaron Cresswell var blevet udvist. Og de kæmpede bl.a. ved at trække tiden, når bolden var ude af spil.

På et tidspunkt blev det for meget for bolddrengen Kwadwo Baah, som ved et målspark simpelthen tog fat i bolden, spænede ind på banen og lagde den til rette for West Hams målmand, spanieren Adrián.

Bolddrengens aktion blev mødt med opmuntrende tilråb fra Crystal Palace-fansene, som var trætte af West Hams forsøg på at forhale tiden.

(artiklen fortsætter under videoen)

»Jeg kunne se, at spillerne blev virkelig irriterede på målmanden, og jeg kunne høre at publikum begyndte at buh'e. Så blev jeg også irriteret,« siger Kwadwo Baah til Crystal Palaces hjemmeside. Det skriver den britiske avis The Telegraph.

Det er dog ikke tilladt at løbe ind på banen for bolddrenge, så Crystal Palace besluttede, at bolddrengene skulle have en straf. Den bestod i, at han skulle lave noget af det, som er han er vant til: Hente bolde.

Det kan du se på videoen her på siden, hvor du også kan se, at Kwadwo Baah har akrobatiske talenter.