Bolaños åbner døren til udlandet

Interessen for FCKs kreative costaricaner var stor i sommer. Om fem uger åbner transfervinduet igen.

Der var gang i FC Københavns faxmaskine under sommerens transfervindue, hvor det ene tilbud efter det andet tikkede ind. To gange resulterede tilbuddene i store salg, da Dame N'Doye blev solgt til russiske Lokomotiv Moskva, og Bryan Oviedo fik lov at prøve kræfter med Premier League og Everton.

Én af de spillere, der var bud efter, fik imidlertid ikke lov at komme af sted. Konkrete bud fra den belgiske storklub Club Brügge og interesse fra både Frankrig og England var ikke nok til, at FCK-ledelsen lod den kreative kantspiller Christian Bolaños rejse.

Om godt en måned åbner transfervinduet igen, og dermed åbnes døren igen på klem for Bolaños, der som 28-årig snart skal af sted, hvis han vil prøve kræfter med andre ligaer end de skandinaviske.

- Nu er jeg her i FCK, men man ved aldrig. Hvis en god mulighed tikker ind, skal vi snakke om det . Men lige nu er jeg helt fokuseret på det hold, jeg spiller på, siger han til sporten.dk.

Costaricaneren, der har kontrakt til sommeren 2014, kom til FC København i 2010 efter ophold i først OB og siden norske Start. I aften er han tilbage i Norge, hvor han sammen med holdkammeraterne møder Molde i Europa League.

- Jeg har fantastiske minder fra Norge. Jeg spillede her næsten to år, hvor jeg scorede mange mål. Det er en god følelse at være tilbage, fortæller Bolaños.

I fraværet af Nicolai Jørgensen ligner den teknisk stærke playmaker en nøglespiller i vind-eller-forsvind-kampen mod de norske mestre. Men den opgave er han klar til at løfte.

- Jeg er i rigtig god form. Jeg har haft en lille skade og har arbejdet en del med fysioterapeuterne, men nu har jeg det rigtig godt, slutter Christian Bolaños.

Læs også: