FC København-spilleren Nicolai Boilesen står over for flere af sine tidligere holdkammerater, når FCK i næste måned over to kampe møder Ajax Amsterdam i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Venstrebacken tror på, at københavnerne har en 50/50-chance for at slå hollænderne, der har fordel af hjemmebane i det sidste opgør.

»Det er en fin lodtrækning. Det er et godt hold, men dem var der mange af i lodtrækningen. Det bliver to svære kampe, men der er bestemt en mulighed,« siger Boilesen til FCK's youtube-kanal.

Ajax er en større klub end FCK, og det skinner også igennem, når man ser på profilerne hos den kommende modstander.

»Rent navnemæssigt er Ajax større end os. Men vi har et historisk stærkt hold, og de sidste par år er det gået lidt ned ad bakke rent kvalitetsmæssigt for Ajax-holdet. Bolden er rund, og hvis man får et godt udgangspunkt på hjemmebane til at begynde med, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle løbe med det, så det er 50/50,« siger Boilesen.

Det er blot et halvt år siden, at venstrebacken skiftede til FCK efter flere år hos Ajax.

Boilesen nåede at være anfører i den hollandske klub, hvor han dog blev frosset ud gennem en hel sæson, da han ikke ville skrive under på en kontraktforlængelse.

Forsvarsspilleren har derfor stor indsigt i, hvad der venter københavnerne i de to dueller.

»Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. De spiller et meget anderledes koncept i forhold til os. Jeg tror, at det bliver afgørende, hvem der kan få gennemført sit koncept og få spillet over på sine præmisser,« siger Boilesen.

I øjeblikket råder Ajax over danskerne Kasper Dolberg og Lasse Schöne, som også var i klubben, da FCK-backen forlod Amsterdam.

»Det er altid sjovt at møde danske kolleger i Europa. Det bliver dejligt at se dem. Men når det gælder, så går vi 100 procent efter det,« siger Nicolai Boilesen.

Det første opgør spilles i Parken 9. marts. Der er returopgør i Amsterdam ugen efter.

/ritzau/