Nicolai Boilesen sikrede dansk sejr på 2-1 over Norge til allersidst.

På et frysende, novemberforkølet og lidt stemningsforladt stadion med få tilskuere kan man høre spillernes råb til hinanden ganske tydeligt. Det er de samme udråb fra Serie 6 til den absolutte top. 'Alene', 'ryg', 'spil den'. Vi kender de fleste af dem.

Samme udråb kunne i aftes høres af 6.084 tilskuere under en småligegyldig venskabskamp mod Norge en fredag aften i Herning. Ofte krydret med Morten Olsens sydsjællandske dialekt og ordet 'satans'.

'Satans' var langt hen ad vejen ordet, der kendetegnede en kamp, hvor Christian Eriksen blev ankelskadet, spillet var skuffende og resultatet indtil sidste minut var mere gråt end Morten Olsens hår. Men til sidst kom den. Sejren på 2-1, som trods alt lukker et skuffende landsholdsår på nogenlunde fornuftig vis.

En rodet start med nordmændene i det spillemæssige førersæde, blev efter 14 minutter punkteret af et flot sparket hjørnespark fra Eriksen og et mindst lige så stærkt hovedstød fra William Kvist, der på overbevisende manér passerede Rune Jarstein i det norske mål. Stuttgart-spillerens blot anden scoring i 44 landskampe.

Målet både kunne og burde have antændt det danske hold, men det skete ikke. Bortset fra små, sporadiske anløb til chancer var et flot sololøb og en halvslap afslutning fra Christian Eriksen alt, hvad Olsens tropper gav de fremmødte midtjyder at varme sig på.

Nordmændene, der kom til Heden med ny landstræner, ny spillestil og mange unge spillere, var anderledes inspirerede. Per-Mathias Høgmos mænd spillede hurtigt og truede ofte den danske bagkæde med Simon Kjær og en momentvis usikker Daniel Agger i centrum. To gange resulterede det i store muligheder, men ildhuen hos broderfolket var væsentligt større end skarpheden.

Norge er noget af det nærmeste, Danmark kommer et 'venskabsland', og det hedder venskabskamp af en grund. Efter pausen beviste de to nationer hvorfor. De byttede simpelthen ham. Danmark i 2. halvleg var som Norge før pausen - og vice versa.

Pludselig var danskerne både bedst på bolden og i den fine kunst at skabe chancer, men effektiviteten var tolerant mod de norske venner. Michael Krohn-Dehli, Daniel Agger, Kasper Kusk, en sløjt spillende Nicklas Bendtner, og den indskiftede hjemmebanefavorit Viktor Fischer forsøgte sig alle, men i afslutningsøjeblikket tog broderkærligheden øjensynligt over fra coolness og overblik.

Norge overtog til gengæld effektiviteten. Naboerne spillede skidt og uden gløden fra 1. halvleg, men med et lille kvarter igen kom den uforudsigelige scoring, da den tidligere OB'er Marcus Pedersen - på kanten af offside - udlignede til 1-1.

Efter udligningen åbnedes der for alvor op i begge ender, og begge hold sejlede i chancer som Stena-færgen mellem Frederikshavn og Oslo.

Den største tilfaldt Nicolai Boilesen, efter et indlæg fra en stærk Peter Ankersen. Ajax-spilleren scorede for sin klub i weekenden. Så han gjorde det naturligvis igen. I de døende minutter skulle der en venstre back til at gøre en lille fiasko til en begrænset succes.