Der var lagt op til et vinterskifte for Nicolai Boilesen, men trods en varig strid med cheftræner Frank de Boer bliver den danske back i Ajax Amsterdam.

»Selvfølgelig ville jeg gerne have fundet den helt rigtige klub allerede nu, men det handler om min karriere og ikke kun en hurtig løsning for de næste par måneder. Turneringen i Holland slutter i starten af maj, så det er kun tre måneder mere fra nu af. Jeg er altså trods alt kun 23 år og nødt til at tænke langsigtet og ikke bare gå i panik og måske træffe det forkerte valg rent fodboldmæssigt,« siger Nicolai Boilesen til TV 2 SPORT gennem sin medierådgiver.

Nicolai Boilesen kom på kant med Ajax-ledelsen og i særdeleshed cheftræner Frank de Boer, da han i sommer afviste at forlænge sin kontrakt med den hollandske traditionsklub, hvor han har været på kontrakt siden 2009.

Siden har Nicolai Boilesen været frosset ud af førsteholdstruppen og henvist til reserveholdet, hvor han dog ikke har fået lov til at spille kampe. Derfor ville et vinterskifte også være logisk, men selvom tilbudene var der - og ifølge Boilesen også nogle økonomisk flotte af slagsen - så vil 23-årige Nicolai Boilesen vente med at skifte, til kontrakten med Ajax løber ud til sommer.

»Det er helt klart en fordel at være transferfri. Det giver ro til - uden at skulle være afhængig af Ajax - at finde den perfekte klub, hvor jeg finder de rigtige sportslige udfordringer sammen med de optimale muligheder for at udvikle mig,« siger Nicolai Boilesen til TV2 Sport.

Bt.dk har forgæves forsøgt at ringe til Nicolai Boilesen for en uddybning.