Alt afhænger af lodtrækningen, mener Nicolai Boilesen, der kan møde sin tidligere klub Ajax i Europa League.

København. FC København spillede sig torsdag videre til ottendedelsfinalerne i Europa League i Parken mod bulgarske Ludogorets.

Kampen endte 0-0, så det samlet endte med en 2-1-sejr til FCK.

I slutminutterne blev Nicolai Boilesen skiftet ind og fik dermed omsider sin officielle debut for FCK.

Efter en længere periode uden spilletid vurderer Boilesen, at der er et stykke vej til topformen.

- Jeg skal selvfølgelig have nogle flere kampe i benene, før jeg kan sige, jeg er på mit topniveau, siger Nicolai Boilesen.

Han håber på at få mere spilletid for klubben i de kommende kampe.

- Der var lige pludselig to karantæner lynhurtigt. Og vi havde to syge i søndags til kampen mod Brøndby.

- Jeg må bare holde mig klar og få de minutter, hvor det nu end bliver henne, siger han.

Nicolai Boilesen har spillet for det danske landshold og er nu i gang med en fireårig kontrakt i FC København.

Desuden har han haft en blandet tid hos hollandske Ajax, hvor han sad på bænken en hel sæson, inden kontrakten udløb sidste sommer.

Fredag er der lodtrækning til Europa Leagues ottendedelsfinaler, hvor blandt andre Manchester United og Ajax er med i bowlen.

- Vi kan nå langt. Alting afhænger af lodtrækningen. Hvis vi trækker United, Roma eller Lyon, så ser det selvfølgelig svært ud.

- Men jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har tabt i Parken. Så det bliver ikke nemt for nogen af de hold uanset hvad, siger han.

Spørgsmål: Kunne det være sjovt at møde Ajax?

- Jo, det kunne det. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over som sådan. Selvfølgelig kunne det være sjovt at trække mine gamle holdkammerater, siger Boilesen.

/ritzau/