Der udspillede sig et drama til det hollandske fodboldlandsholds træningspas på AFAS Stadium i Alkmaar søndag, da Klaas-Jan Huntelaars fod bankede ind i Jasper Cillessens næse.

Holland træner flittigt inden træningskampen mod England tirsdag 29. marts.

Men til søndagens træning skete der det, som med hollandske øjne bare ikke måtte ske: Førstemålmand Jasper Cillessen brækkede næsen i et voldsomt sammenstød med angrebsstjernen Klaas-Jan Huntelaar.

På en video fra Daily Mail kan man se, at Klaas-Jan Huntelaar fik en bold i dybden mod en fremstormende Jasper Cillessen. Ajax-målmanden kastede sig frygtløst ned i støvlerne på Schalkes angriber, der lige akkurat fik stukket støvlespidsen for langt frem, så den ramte Jasper Cillessen på næsen.

Målmanden rullede rundt i smerte og togsig til ansigtet, mens han sparkede ned i jorden i bare smerte. Sådan lå han i nogle sekunder, inden lægerne kom ham til undsætning.

Resultatet af uheldet blev en brækket næse, og det har fået den hollandske landstræner Danny Blind til at hente Michel Vorm ind fra Tottenham.

Det er ikke kun dårligt nyt for Holland og Ajax, men også for Jasper Cillessen selv, der er rygtet til Premier League – nærmere bestemt Everton – og derfor havde chancen for at vise sig frem mod England.

Landstrænerens søn – Manchester United-spilleren Daley Blind - er også tvivlsom til kampen mod England, da han pådrog sig en forstrækning ved træningen.