El Hadji Diouf var som fodboldspiller en del rundt. Og han havde det med at finde fjender. Blandt andet blev han utrolig upopulær i Liverpool, da han påstod, at klublegenden Steven Gerrard ikke kunne lide sorte mennesker.

Senegaleseren skal muligvis finde sin mere mæglende side frem i sit nye job, for nu fortæller den tidligere Liverpool-spiller, at han har fundet sin vej efter fodbolden. Manden, de kaldte Seriemorderen, skal fremover skabe sig en karriere inden for politik, fortæller han.

»Min fremtid er på plads. Inden for de næste to år går jeg ind i politik, for jeg ved, at jeg derfra kan ændre meget i fodbold. Jeg har stor passion for politik, og jeg har folk i Senegal, der hjælper mig. Det er min fremtid, for mange senegalesere lytter til mig,« siger Diouf til det franske magasin SoFoot.

El Hadji Diouf havde ikke den mest imponerende karriere på banen. Det toppede ved VM i 2002, hvor han var stjernen på det Senegal-mandskab, der stjal fodboldhjerter. Den slutrunde gav ham en stor kontrakt med Liverpool. Men så gik det også ned derfra.

Nu skal han forsøge at imponere endnu mere med sine politiske evner. Seriemorderen bliver politiker.