Alexander Szymanowski kom ikke til at gå ledig længe. Mandag meddelte Brøndby, at argentineren havde fået ophævet sin kontrakt i klubben. To dage senere er fremtiden faldet på plads.

Alexander Szymanowski vender tilbage til Spanien, hvor han blandt andet optrådte med stor succes for Recreativo Huelva, før Brøndby købte ham i 2014.

Offensivspillerens nye klub er CD Leganés fra den næstbedste spanske række. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Efter en lovende start i Brøndby havde Alexander Szymanowski til sidst svært ved at bide sig fast på holdet. I weekenden var hans senest helt uden for truppen. Derfor valgte vestegnsklubben at lade Szymanowski gå.

»Vi har haft en god dialog med Alexander og er nu kommet frem til en gensidig aftale om at ophæve kontrakten. Det er tydeligt at mærke, at alle i klubben har sat pris på Alexander, men med udsigt til begrænset spilletid har det været i begge parters interesse at finde en løsning. Med 26 år har Alexander en alder, hvor han skal have spilletid, og derfor er vi også glade for, at vi kan hjælpe ham med at komme videre i sin karriere,« sagde sportsdirektør Troels Bech til Brondby.com mandag.

I sin tid i Recreativo Huelva nåede Alexander Szymanowski at score 10 mål i 41 kampe.