Mario Götze er på vej i en længerevarende behandling for den mystiske stofskiftesygdom, der har ramt den tyske landsholdsspiller.

Ifølge Bild må Borussia Dortmund-spilleren nu rejse til et behandlingscenter i Baden-Württemberg for at blive tilset af specialister. Det er et ophold, der kan tage fem-seks uger.

Hvor lang tid Mario Götze har lidt af sygdommen er et lige så stort mysterium. Og ikke mindst hvorfor det ikke tidligere er blevet opdaget i hverken Bayern München eller Borussia Dortmund.

For symptomerne har hele tiden været dér. Set i bagklogskabens klare lys. For i årevis har den i dag 24-årige midtbanespiller haft store problemer med at holde vægten.

Som Bild skriver: »Nogle gange virkede han atletisk, kort tid senere kunne han være buttet.«

Det store vægtudsving har igennem årene fået holdkammerater til at joke med, at han sad og hyggede sig med bjerge af chokolade derhjemme om aftenen. Skriver Bild.

I virkeligheden har Mario Götze sandsynligvis i årevis kæmpet mod stoftskifteproblemerne – og for at tabe sig – uden selv at kende til ’fjendens’ virkelige identitet.

Bild opremser flere eksempler:

  • Han har holdt nøje kontrol over sine måltider. Uden resultat.
  • Han har ofte selvtrænet både derhjemme eller på de hoteller, truppen har boet på. Uden resultat.
  • Han har hyret en fysioterapeut for eksempelvis at genvinde sin springkraft. Uden resultat.

Ifølge Bild har både den tyske landstræner Joachim Löw og Bayern München-træner Pep Guardiola flere gange måtte stoppe Mario Götze i at træne alt for meget – og overbelaste sig selv.

Og stoftskiftesygdommen er altså først blevet opdaget nu, for selv om man som professionel fodboldspiller ofte testet og undersøges, har problemet ikke kunnet ses i almindelige blodprøver.

Det er sket i særskilte analyser af blodet, hvor læger har konstateret, at hans fedtforbrænding ikke har fungeret optimalt.

Trods den forestående behandling, er der endnu er der ikke udsigt til et comeback for den tyske landsholdsspiller. Senest lød det fra Borussia Dortmund-direktør Hans-Joachim Watzke:

»Det bliver ikke nogen korttidsaffære.«

Mario Götze og kæresten Ann-Kathrin Broemmel ved MTV Europe Music Awards i november sidste år.
Mario Götze og kæresten Ann-Kathrin Broemmel ved MTV Europe Music Awards i november sidste år. Foto: MICHAEL KOOREN
Vis mere

Mario Götze peakede for tre-fire år siden, da han blev den dyreste tyske fodboldspiller nogensinde, da han skiftede fra Borussia Dortmund til Bayern München. Et år senere afgjorde han VM-finalen og gjorde i 2014 Tyskland til verdensmester.

Da Borussi Dortmund forleden fortalte, om stofskifte-sygdommen, sagde Mario Götze selv:

»Jeg satser alt på, at jeg så hurtigt som muligt kan deltage i træningen igen og hjælpe mit hold med at nå vores fælles mål.«