Det er sørgeligt for fodbolden, hvis mistanken om korruption hos flere FIFA-medlemmer for mange 100 millioner kroner viser sig at være sand. Det siger Sepp Blatters modkandidat til præsidentposten i FIFA.

Onsdag har udviklet sig meget dramatisk i Zürich i Schweiz, hvor flere FIFA-topfolk er blevet anholdt af politiet på deres værelser på det femstjernede hotel Baur au Luc.

Alle mistænkt for korruption for omkring 100 millioner dollar - eller omtrent 680 millioner kroner.

Blandt de anholdte er FIFAs vicepræsident, Jeffrey Webb, i korruptionssagen, som lige nu ryster fodboldens mest magtfulde organisation blot få dage før præsidentvalget på fredag, hvor der er lagt op til kamp mellem den nuværende præsident, Sepp Blatte,r og udfordreren, prins Ali Bin Al Hussein fra Jordan.

Og sidstnævnte er rystet over de scener, der udspiller sig i Zürich, hvor valget skal stå.

»Det er en sørgelig dag for fodbolden. Det er helt åbenlyst en historie, der udvikler sig, når man ser på de detaljer, der er kommet frem. Men det vil ikke være passende at kommentere mere på det lige nu,« siger Ali Bin Al Hussein ifølge AFP.

Modkandidaten til schweiziske Sepp Blatter møder opbakning fra Dansk Boldspil Union, der vil af med Sepp Blatter, som har siddet på præsidentposten i FIFA siden 1998.

Lige nu er seks FIFA-medlemmer angiveligt blevet anholdt, men flere medier skriver, at politiet formentlig ikke er færdige med at hive FIFA-folk ind til afhøring. Præsident Sepp Blatter er ikke blevet anholdt af politiet.

Målet med anholdelserne skulle være at få FIFA-medlemmerne udleveret til USA, hvor FBI gennem flere år skulle have undersøgt FIFA for korruptionsanklager i forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold i Rusland i 2018 og i Qatar i 2022.