Sepp Blatter fik ikke held med sin appelsag hos CAS, der har stadfæstet schweizerens karantæne på seks år.

Sepp Blatter, tidligere præsident for det internationale fodboldforbund, FIFA, har fået stadfæstet en seksårig karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter. Blatter tabte mandag sin appel hos den internationale sportsdomstol, CAS.

»Appellen fra Joseph S. Blatter er blevet afvist. Som en konsekvens står dommen fra FIFAs appelkomité 16. februar 2016 fast. Og hr. Blatters karantæne på seks år fra alle fodboldrelaterede aktiviteter både nationalt og internationalt fastholdes, skriver sportsdomstolen CAS på deres hjemmeside.

Dermed er det sidste kapitel i sagen om den skandaliserede tidligere FIFA-præsident nu måske skrevet. FIFA udelukkede i december sidste år den nu 80-årige schweizer fra al fodbold i otte år. En straf, som Forbundets egen appelinstans i februar nedsatte til seks års karantæne. Karantænen faldt i kølvandet på den store korruptionsskandale i FIFA.

Denne skandale fik i juni sidste år Blatter til at meddele sin afgang som præsident, og han trådte officielt tilbage ved en ekstraordinær FIFA-kongres i februar i år.

Blatters karantæne på seks år gælder fra og med datoen 8. oktober 2015. Ud over karantænen skal Blatter betale en bøde på 50.000 schweizerfranc, oplyser CAS.

Panelet i CAS, som afsagde dom i appelsagen, oplyser desuden, at Blatter bad om at få annulleret hele sin karantæne og ikke bare nedsat straffens længde. Panelet på i alt tre dommere vurderede dog, at straflængden på seks år var passende.

CAS skriver i sin afgørelse, at Blatter brød de etiske regler i FIFA, da han i 2011 overførte to millioner schweizerfranc til den daværende præsident for det europæiske fodboldforbund (UEFA), Michel Platini. Pengene var ifølge Blatter betaling for arbejde, som Platini udførte for FIFA i årene lige før og efter årtusindskiftet. Både Blatter og Platini benægtede, at de havde gjort noget forkert, og at der var en mundtlig aftale mellem de to parter om betalingen.

CAS fastslog mandag, at en eventuel mundtlig aftale mellem Blatter og Platini var ugyldig og henviste til en skriftlig aftale mellem parterne i 1999, som var gældende. I maj i år havde CAS færdigbehandlet Platinis appelsag, og franskmandens karantæne blev nedsat til fire år.  En lignende sænkning af straffen skete ikke i Blatters appelsag.

/ritzau/