Den danske forsvarsspiller Frederik Sørensen, der er ejet af de italienske mestre Juventus, men som spillede for Bologna i sidste sæson, er kommet på et meget uheldigt 'årets hold' - holdet over Serie As dårligste udlændinge.

Det er den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, der står bag holdudtagelsen, der er baseret på de karakterer, spillerne får efter hver kamp, og her har den gennemsnitlige bedømmelse for Frederik Sørensen været så lav, at han er med på holdet.

Dog er 22-årige Frederik Sørensen den spiller, der har det højeste snit i forsvarskæden, der også består af Veronas Rafael Marques, Sassuolos Jonathan Rossini og Milans Kevin Constant.

Opstillingen er desuden lavet i forbindelse med et stort tema i avisen, som handler om, at de udenlandske spillere i Serie A ikke er gode nok længere. Avisen mener, at 60% af udlændingene i den italienske liga er ligegyldige.

Med på holdet er også spillere som Inters Zdravko Kuzmanović og Torinos Paolo Barreto.

Frederik Sørensen spillede i Bologna i sidste sæson som del-ejet af klubben, men efter sæsonen købte Juventus Bolognas 50%, så han nu er 100% tilknyttet Juventus, som også var klubben, der hentede ham til Italien allerede som 18-årig.