En af de mest besynderlige udskiftningsscenarier fandt sted i første halvleg mellem Chelsea og Sunderland. Chelseas angriber Didier Drogba blev båret af banen af sine holdkammerater, da han måtte udskiftes med en skade.

Didier Drogba havde allerede offentliggjort inden søndagens kamp mod Sunderland, at kampen ville blive hans sidste kamp for Chelsea.

Den 37-årige angriber startede inde, men allerede efter en halv times spil måtte han lade sig udskifte med en skade. José Mourinhos tropper var dog opsatte på at give Drogba en værdig afsked, efter han over to omgange i klubben har spillet 253 kampe med 104 mål til følge.

Stjernespillerne Branislav Ivanovic, John Terry, Nemanja Matic og Gary Cahill formede en kongestol for Drogba og bar ham ud af banen, mens resten af Chelseas mandskab dannede en kreds rundt om den aldrende angriber.

Foto: Tony O'Brien
Vis mere

Alle tilskuere på Stamford Bridge - Chelseas hjemmebane - rejste sig og klappede Drogba det sidste stykke ud af banen for at give ham en værdig afsked - inklusive klubbens stenrige ejer Roman Abramovic.

Foto: Dylan Martinez
Vis mere

Diego Costa blev skiftet ind i stedet for Didier Drogba.

Foto: Tony O'Brien
Vis mere