Dani Alves var i FC Barcelona i otte år, men han var ikke lige godt tilfreds hele vejen. Det afslører den brasilianske back i et interview med spanske Marca.

»De, som styrer Barcelona i dag, har ikke forstand på at behandle mennesker ordentligt,« siger Dani Alves, som forlod Barcelona til fordel for de italienske mestre, Juventus, inden denne sæson på en fri transfer.

»I de sidste tre år af min tid i Barcelona hørte jeg konstant på rygterne om, at jeg skulle væk fra klubben. Men der var ingen, der nogensinde sagde noget konkret til mig. Klubben var meget falsk og utaknemmelig,« siger Dani Alves, der også fortæller, at der først skete noget, da FC Barcelona fik sit såkaldte transfer-ban i 2015. Det betød, at klubben ikke kunne købe nye spillere i et helt år, fordi den havde omgået reglerne om at kontakte ungdomsspillere fra andre klubber.

»Da fik jeg pludselig et nyt kontrakttilbud,« siger Dani Alves, som dog også selv udnyttede situationen.

»Jeg forlangte og underskrev en kontrakt med en klausul, der gav mig ret til at forlade klubben efter 2015 uden overgangssum. At jeg gik til Juventus på en fri transfer, er forhåbentlig en lærestreg for klubben,« siger den 33-årige brasilianer.

Dani Alves debuterede for Juventus i august. I november brækkede han benet, men han gjorde comeback tidligere i februar måned.