Det Engelske Fodboldforbund har som ventet valgt Sunderlands manager til at afløse Roy Hodgson.

Det engelske fodboldlandshold har fået ny landstræner.

Det bliver som ventet Sam Allardyce, der er blevet købt fri af sin kontrakt med Premier League-klubben Sunderland.

Han afløser Roy Hodgson, der trådte tilbage efter EM i Frankrig for nylig.

Her røg England skuffende ud i ottendedelsfinalerne efter et nederlag til Island.

Det engelske fodboldforbund (FA) oplyser på sin hjemmeside, at kontrakten med Sam Allardyce foreløbig løber i to år.

Dermed får han ansvaret for at føre England til VM-slutrunden i Rusland i 2018.

/ritzau/