Man siger, at en kat har ni liv. Den betegnelse passer efterhånden mere og mere på Nicklas Bendtners tid i Arsenal.

Den danske angriber blev nemlig for gud ved hvilken gang genfødt i London-klubben, da han i Arsenals kamp mod Hull scorede til 1-0 efter bare halvandet minut.

At Nicklas Bendtner overhovedet var med i startopstillingen, var en kæmpe overraskelse. Bendtner formåede i sidste uge endnu en gang at skabe opmærksomhed omkring sin egen person for alt andet end det sportslige. Her blev danskeren anholdt af politiet og afhørt i forbindelse med en hærværkssag, hvor han sammen med nogle venner skulle have sparket en dør ind og smadret et vindue ved et fitness- og poolområde i den luksuriøse bebyggelse i Bushey i Hertfordshire, hvor han bor.

Episoden er bare en enkelt i en lang række sager efterhånden, hvor Nicklas Bendter er kommet i fokus for sine ture i det engelske og københavnske natteliv. Kulminerende med den spritdom han fik i foråret for at have kørt imod færdselsretningen med en promille på 1,75.

Den danske angriber blev efterfølgende idømt en bøde på 842.000 kroner.

Episoden fik dog også konsekvenser for Nicklas Bendtner uden for banen, da DBU valgte at idømmme ham en karantæne på 6 måneder, som Bendtner skulle bruge på at overveje sin fremtid på landsholdet.

Men ligesom i aftenens kamp har Nicklas Bendtner en fantastisk evne til at komme op af selv det dybeste hul og modbevise de kritikere, der mener han ikke er god nok og har forspildt sit talent. I hans comeback-kamp for det danske landshold i den vigtige VM-kvalifiaktionskamp mod Italien, blev Bendtner næsten den store helt med to scoringer, der var tæt på at give sejren. En præstation ingen havde set komme med en Bendtner langt fra kampform.

Kampen mod Hull var næsten et deja-vu af landskampen tilbage i oktober. Nicklas Bendtner startede meget overraskende inde for Arsenal på bekostning af Olivier Giroud og startspladsen var Bendtners første i Premier League siden den 5. marts 2011.

Og efter bare et minut og 48 sekunders spil skete det næsten uvirkelige at danskeren bragte ’The Gunners’ foran 1-0 på et klassisk Bendtner-hovedstød mellem to forsvarer.

At Nicklas Bendtner overhovedet er at finde i Arsenal i den her sæson er i sig selv en bedrift. I sommer regnede alle med, at Bendtner skulle sælges og flere klubber stod klar til at overtage danskeren, blandt andet aftenens modstander Hull. Bendtner havde ikke været med i Arsenal sæsonforberedelser og han var så godt som fortid efter at have været lejet ud i to sæsoner til Sunderland og Juventus. Men i sidste time stoppede manager Arsene Wenger et salg, da han havde brug for Bendtner til sin smalle trup.

Der var derfor set frem til en sæson, hvor angriberen ville bruge det meste tid på bænken og kun ville få enkelte indhop. Og et salg eller en udlejning allerede i januar kom tættere efter endnu en episode med politiet i sidste uge. Men mod Hull viste Bendtner at han muligvis har mere end ni liv, da han scorede sit første Premier League-mål 1076 dage.

Kampen endte med 2-0, da tyskeren Mesut Özil scorede tidligt i anden halvleg.