Kasper Schmeichel har ikke været med til at afsætte manager Claudio Ranieri, lyder det nu fra Leicester-målmanden.

Torsdag meddelte Leicester, at klubben havde fyret holdets manager Claudio Ranieri - til stor overraskelse for mange i fodboldverdenen. Efterfølgende lød det, at spillerne - herunder danske Kasper Schmeichel - havde en indflydelse, da de skulle have talt med ledelsen. Noget, den danske landsholdsmålmand afviser har fundet sted.

Over for BBC afviser Schmeichel, at der skulle have været tale om møder, hvor spillerne har kritiseret Claudio Ranieri.

»Alt det, der bliver fortalt om møderne, ved jeg ikke, hvor kommer fra. Det, jeg kan sige, er, at ejerne er meget på i forhold til klubben. De er her hele tiden, kommer til hver kamp, kommer til vores træning og taler med spillerne jævnligt,« siger Kasper Schmeichel, der understreger, at han ikke har andet end respekt til overs for Claudio Ranieri.

Det var den engelske avis Daily Mail, der i første omgang skrev, at der havde været samtaler mellem spillerne og ledelsen. Således skulle Leicester-ejeren Vichai Srivaddhanaprabha allerede før Claudio Ranieris sidste kamp i spidsen for holdet have talt med ledende profiler i Leicesters spillertrup og reelt have truffet sin beslutning om at fyre træneren på baggrund af de informationer, han fik fra spillerne.

Kasper Schmeichel fortæller dog til BBC, at der ikke har været tale om aftalte møder, og at de under samtaler med ledelsen taler om alt fra fodbold til vejret. Han afviser, at nogle af seniorspillerne skulle have haft en indflydelse på fyringen af træneren.

»Du skal huske, at de er succesfulde forretningsfolk, der har taget klubben fra Championship til toppen, og de vil ikke lade spillere styre det. Vi er fodboldspillere, der skal præstere på banen, og det har vi ikke levet op til. Det er den skyld, vi kan tage. Alt andet har vi ikke kontrol over,« siger den danske landsholdsmålmand.



Kasper Schmeichel understreger, at han ikke har været utilfreds med Claudio Ranieri, som han 'på ingen måde' har nogle problemer med.

Leicester ligger lige nu nummer 17 i Premier League med 21 point - kun ét point fra nedrykningsstregen. Holdet er fortsat med i Champions League, hvor de onsdag tabte 1-2 på udebane mod Sevilla.

Kampen, som blev Claudio Ranieris sidste i spidsen for Leicester.

Den nu tidligere Leicester-manager tog lørdag afsked med spillerne, og Kasper Schmeichel fortæller, at det gjorde ondt på alle parter.

Kasper Schmeichel har da også været ude for at hylde sin – nu tidligere – træner på sin Instagram-profil. Fredag delte han et opslag, hvor han takkede Claudio Ranieri for alt han har gjort for klubben.

’Han fortjener en enorm respekt og stor anerkendelse for hvad han har opnået her med os,’ skriver den danske målmand.

Fyringen af Claudio Ranieri har fået mange til at kritisere Leicester-ledelsen. Senest har den tidligere Liverpool-spiller Jamie Carragher sagt, at fyringen gør ham vred - blandt andet fordi det kun er to uger siden, at Leicesters ejere var ude at frede manageren, og fordi de ifølge ham har beholdt folk på posten i værre situationer.

Fredag satte Claudio Ranieri selv ord på fyringen, som han kaldte en drøm, der døde.