Han var manden, som fik lokket Zlatan Ibrahimovic og Christian Eriksen til Amsterdam, men Skandinaviens næste kæmpetalent lader til at være en sværere nød at knække for Ajax-scouten John Steen Olsen, der ellers har været tæt på at et sikre sin klub endnu en topspiller.

Det norske vidunderbarn Martin Ødegaard, der med sine kun 15 år, ni måneder og 26 dage blev den yngste landsholdsspiller nogensinde i en EM-kvalkamp i august, var allerede som 13-årig i kikkerten hos den danske talentspejder.

- Jeg scoutede Martin Ødegaard for omkring to år siden inden ungdomsturneringen Nordic Cup, og det gjorde jeg, fordi der ville have været 20-30 andre scouts til Nordic Cup. Og allerede dér var der ingen tvivl hos mig - han har alt. Han er hurtig, er teknisk god og har fodboldhjerne. Og så arbejder han hårdt, så det er ingen tilfældighed, at han er landsholdsspiller som 15-årig, siger John Steen Olsen og tilføjer:

- Vi inviterede ham straks til Ajax, men hørte derefter ikke rigtig noget, og så løb det ud i sandet.

Selv om John Steen Olsen er fuld af begejstring over det norske stjernefrø, rangerer han Zlatan Ibrahimovic som et større talent.

- Af de spillere, jeg har set, er Zlatan det største talent og større end Martin Ødegaard. Jeg har altid været meget fascineret af Zlatan. Han har en fantastisk teknik, og selv om han er stor, er han egentlig rimelig hurtig. Han dækker sin bold godt og læser spillet. Han har virkelig udviklet sig - også som menneske er han utrolig sympatisk. Jeg er utrolig stolt af, at jeg kender ham.

Og allerede inden John Steen Olsen kan nå at lære Martin Ødegaard godt at kende, kan det være for sent Ajax.

Klubben er i skarp konkurrence med bejlere som Manchester United, Barcelona, Chelsea og Bayern München om Martin Ødegaard, men Real Madrid synes længst i jagten på Strømgodset-spilleren.

Daily Mail berettede i august om et bud på svimlende 125 millioner kroner fra Real Madrid, og Marca skrev tirsdag, at Martin Ødegaard allerede har underskrevet en fem-årig kontrakt med den spanske storklub. En kontrakt, som skulle blive offentliggjort, når han fylder 16 år den 17. december.

Ødegaards rådgiver, Tore Pedersen, har dog afvist enhver form for kontrakt over for norsk TV2, og Ajax har da heller ikke opgivet at kapre teenageren foran Real Madrid. Derfor har Ødegaard-lejren modtaget endnu et tilbud om et besøg i den hollandske storklub - denne gang ved juletid.

- Det eneste, vi kan gøre, er at invitere ham herned og håbe på ham. De skandinaviske spillere skal helst gå til hollandsk fodbold - det behøver ikke være til Ajax, men der er en rigtig god udvikling i Holland, for der er ikke så mange penge som i de helt store fodboldland, og det bevirker, at klubberne bruger deres unge spillere - man kan bare tage Christian Eriksen som et eksempel, forklarer John Steen Olsen, der ikke længere er den mand, som skal overbevise Martin Ødegaard om plusserne ved Ajax.

- Jeg har ikke nogen rolle i det her mere, for i mellemtiden har vi fået en scout i Norge, og det er ham, der er indover Martin Ødegaard. Jeg håber bare, at de (Ødegaard-lejren, red.) tænker sig godt om, for der er ingen tvivl om, at Ajax vil være en kanonklub for ham, og der vil ikke gå lang tid, før han ville komme på førsteholdet hos os. Og så kan han udvikle sig på den måde. De har lovet, at han kommer til Ajax og kigger til jul, men man ved aldrig, hvad der sker, slutter John Steen Olsen.