På et flot frisparksmål af Andros Townsend fik Newcastle tre vigtige point i bundstriden lørdag.

Andros Townsend bliver nok en populær mand i Newcastle i de kommende dage, efter at han lørdag sikrede holdet tre ekstremt vigtige point i kampen for overlevelse.

Townsend stod for målet i 1-0-sejren hjemme over Crystal Palace på et flot frispark, og da rivalerne fra Sunderland samtidig måtte nøjes med 1-1 i Stoke, som havde Jakob Haugaard på mål, er Newcastle over nedrykningsstregen.

Sunderland har dog spillet en kamp færre, mens Norwich har to kampe på hånden. Begge kan med sejre rykke foran Newcastle igen.

De første 45 minutter blev ikke nogen stor oplevelse for tilskuerne på St. James Park, hvor det var småt med chancer i begge ender.

Newcastle, med manager Rafael Benitez på trænerbænken, havde mest brug for sejren, da Crystal Palace har pæn luft til nedrykningskampen trods tvivlsomme præstationer i foråret, men kvaliteten i de afgørende situationer lod en del tilbage af ønske.

0-0 ved pausen var derfor hverken overraskende eller ufortjent.

Det nedrykningstruede hjemmehold begyndte at øge trykket efter pausen, og efter knap en times spil kom det mål, publikum sukkede efter.

Den tidligere Tottenham-spiller Andros Townsend fik chancen på frispark, og han hamrede flot bolden ind i fjerneste hjørne.

 
Andros Townsend scorede et helt fantastisk frisparksmål, da Newcastle slog Crystal Palace med 1-0.
Vis mere

Dermed kunne Newcastle tætne kæderne defensivt og satse på kontraangreb i jagten på de tre vigtige point, men den plan var tæt på at blive forpurret godt ti minutter senere.

Crystal Palace blev tilkendt et kontroversielt straffespark for hånd på bolden, men Yohan Cabayes svage forsøg blev klaret af Karl Darlow.

Udeholdet kastede flere folk frem for at fremtvinge udligningen, men Newcastle holdt stand.

Jermain Defoe sikrede Sunderland 1-1 dybt inde i overtiden mod Stoke og Jakob Haugaard, men holdet er et point efter Newcastle i tabellen nu.

Norwich spiller senere lørdag ude mod Arsenal. Norwich er to point efter Newcastle, som nu er på den sjove side af stregen. Norwich har dog spillet to kampe færre inden mødet med Arsenal.

Everton vandt på hjemmebane 2-1 over Bournemouth, mens skæbnen var hård ved allerede nedrykkede Aston Villa i udekampen mod Watford.

Holdet fra Birmingham førte 2-1, men på to scoringer af Troy Deeney i de sidste minutter snuppede Watford sejren på 3-2.

West Ham tog en sikker sejr på 3-0 i udekampen mod West Bromwich.

/ritzau/