Den nyudnævnte Chelsea manager har kun roser til overs for Abramovich og den øvrige ledelse. Samtidig langer han ud efter sin tidligere arbejdsgiver Liverpool, hvor uenighed i ledelsen skabte store problemer.

Chelsea fyrede onsdag Roberto Di Matteo efter 0-3 fiaskoen mod Juventus i Champions League. Den nye træner Rafael Benitez ser frem til at bringe Chelsea ind i titelkampen og til samarbejdet med Roman Abramovich.

Benitez har tidligere haft et problemfyldt samarbejde med ledelsen i Liverpool, hvilket spanieren da heller ikke lægger skjul på.

- Her har jeg ikke to ejere som ikke snakker til hinanden, hvilket var et problem (i Liverpool, red.). Vi har her en ejer (Abramovich, red), en teknisk direktør Michael Emenalo og en solid stab omkring holdet, sagde Benitez forleden til engelske BBC.

En positiv attitude overfor Roman Abramovich er dog næppe nogen garanti for Benitez. Han er den niende træner i klubben mens Abramovich har siddet på magten. Titler i pokalskabet er derfor uundgåeligt, hvis den karismatiske træner skal finde sig selv i trænersædet på længere sigt.

- Jeg har analyseret holdet. Kan de vinde trofæer? Ja. Hvor mange trofæer? Vi har fem muligheder. Okay, lad os komme i gang, lyder det selvtillidsfuldt fra Benitez.