Benitez: Chelsea-job er attraktivt

Rafael Benitez udtaler, at han sagtens kunne se sig selv i Chelsea.

Tidligere i dag gav sporten.dk nogle bud på, hvem der kunne tage over for den netop fyrede Chelsea-træner Roberto Di Matteo. Her var Rafael Benitez en af de oplagte kandidater, og han ser efterhånden mere og mere oplagt ud. Adspurgt om rygterne siger hovedpersonen selv:

- Jeg leder efter en klub, som kan konkurrere om trofæer, og Chelsea er en af disse klubber, siger Benitez og sender dermed et vink med en vognstang til London-klubben.

- I fodbold er der en masse mennesker, der snakker meget, så vi må se hvad der sker de næste par dage, udtaler han til ESPN.co.uk.

Bookmakerne har i skrivende stund Benitez som favorit til trænersædet foran blandt andet Pep Guardiola, Avram Grant og Guus Hiddink. Spanieren har været træner for Liverpool og har tidligere udtalt, at han ikke vil træne et hold, der konkurrerer direkte med Liverpool. Efter næsten to år uden for topfodbold har piben dog fået en anden lyd hos træneren.

Engelske medier forventer, at Chelsea præsenterer en ny træner senest onsdag aften.

Læs også: