Benfica viste sig som en for stor mundfuld for Juventus, da de to hold tørnede sammen i det første semifinaleopgør i Europa League. De italienske gæster var ellers på forhånd udråbt som den helt store favorit til den mindste af de to europæiske titler, men med en 2-1-sejr fik Benfica sikret sig et godt udgangspunkt før returkampen.

Kampen blev spillet i et ekstremt højt tempo, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Den ene chance overlappede den anden. Der var også kun spillet tre minutter, før Benficas argentinske forsvarsspiller Ezequiel Garay fik bragt tilskuerne på Estádio da Luz i drømmeland .

Miralem Sulejmani slog et hjørnespark ind, og i den direkte duel med Leonardo Bonucci kom Garay højest og headede bolden ind bag Gianluigi Buffon, der ellers fik en hånd på bolden.

Det lignede længe, at målet ville blive kampen eneste. Men i det 73. minut dukkede den lille argentinske troldmand Carlos Tevez op som en trold af en æske. Med en eminent afslutning fik han gjort en ende på sin europæiske måltørke, der før kampen havde varet i 1843 dage.

Rutsjebaneturen for tilskuerne på Estádio da Luz var dog ikke slut. Fem minutter før tid modtog Benficas brasilianske angriber Rodrigo Lima bolden på kanten af feltet - og herfra hamrede han bolden i nettet til portugisisk sejr.

Den anden semifinale var et rent spansk opgør mellem Sevilla og Valencia, og det trak hjemmeholdet sig sejrrigt ud af. Stephane M'Bia og Carlos Bacca scorede Sevillas mål i 2-0-sejren.

Der er returopgør om en uge.