Kevin De Bruyne nyder stor succes i Wolfsburg, hvor han er på sikker afstand af sin tidligere manager i Chelsea, José Mourinho, som belgieren ikke taler om i udpræget positive vendinger.

I januar 2012 købte Chelsea den belgiske offensivspiller i Genk. Kevin De Bruyne var udset som et af de største talenter i europæisk fodbold, men Bendtners nuværende holdkammerat slog aldrig til i Chelsea og var i stedet udlånt i længere perioder.

I 2013 returnerede han til Stamford Bridge, men kun for at optræde i tre Premier League-kampe, før han blev solgt til Wolfsburg. Her føler De Bruyne sig til gengæld i den grad hjemme, men det gjorde han ikke i Chelsea, hvor José Mourinho ikke delte særligt meget ud af sine planer med belgieren.

»Mourinho fortalte mig aldrig, hvorfor jeg ikke spillede. Måske ville det have været anderledes i Chelsea, hvis klubben havde betalt 45 millioner euro (336 millioner kroner) for mig i stedet for otte millioner euro (60 millioner kroner),« siger Kevin De Bruyne ifølge goal.com til Sport Bild.

»Beslutningen om at tage til Chelsea var ikke den bedste. At være der er som at være i en helt anden verden.«

I denne sæson har Kevin De Bruyne scoret otte mål og lavet 12 assists i 22 Bundesliga-kampe.