Nicklas Bendtner blev med udgangen af juni arbejdsløs, men den danske angriber kommer ikke til at gå længe uden en kontrakt.

Angriberens agent, Tom Brookes, fortæller til BT, at han i disse dage er i forhandlinger med flere interesserede klubber, men at Bendtner ikke kommer til Bundesliga-klubben Frankfurt, som han ellers er sat i forbindelse med de seneste uger.

- Der er ingen aftale med Frankfurt. Det er skørt at tale om, når det bare er et rygte. Men der er masser af interesse for ham, og vi melder meget snart ud, hvor han skal fortsætte, siger Tom Brookes, der dog ikke vil sætte navn på de klubber, som ønsker at tilknytte den tidligere Arsenal-angriber. 

- Jeg er sikker på, at når skiftet falder på plads, og det sker som sagt snart, så vil vi fortælle mere om klubben. Jeg taler med en række klubber, og vi er inde i det afsluttende stadie og er ved at ordne de sidste detaljer, men mere kan jeg ikke sige lige nu, tilføjer agenten og fortsætter: 

- Vi har muligheder i England, men der er også flere klubber i andre lande i Europa, som også har budt sig til. Det er den proces, vi er inde i. Vi er ved at lave en shortlist over de interesserede klubber, og vi vil gerne få afsluttet forhandlingerne så hurtigt som muligt.  

Nicklas Bendtner har efterhånden fået et blakket ry efter flere byture, der er endt i politiets varetægt, men selv om flere stemmer i fodboldmiljøet har spået, at det vil begrænse angriberens muligheder i et kommende skifte, fortæller Tom Brookes, at danskeren nok skal komme til en 'god' klub.

- Nicklas Bendtner er en rigtig god spiller og har et stort talent, så på den baggrund er vi fortrøstningsfulde omkring, at hans næste klub bliver god, afslutter Tom Brookes.

26-årige Nicklas Bendtner nåede at være ni år i Arsenal, hvor det blev til 24 scoringer i 126 optrædener.