Flyt dig, Jon Dahl. Her kommer Nicklas Bendtner.       

1,2,3. Antallet af ikke bare mål, men også fingre, Nicklas Bendtner kunne smide i vejret, da hans hattrick mod USA var en realitet.

Frontangriberen var den altoverskyggende helt i det danske landsholds sejr over ’Guds eget land’. Hans første hattrick nogensinde med DBU-logoet på brystet.

»Det er altid noget specielt, når du ikke har gjort det før.  Hvis jeg scorede hattrick hver eneste weekend, var det måske ikke noget specielt. Men sådan noget er der kun to spillere i verden, der kan, og jeg er ikke en af dem. Derfor er det en ting, jeg altid gerne har villet opnå. Og ved at række tre fingre op i vejret og få taget et billede, kan jeg få noget op at hænge derhjemme«, siger Bendtner efter succesoplevelsen.

»Det er en personlig ting for mig at lave hattrick i den rød-hvide trøje, så det er klart, at det er noget jeg altid vil huske. Og noget, jeg også kan tage med videre«, fortsætter han.

Bendtner kan nu glæde sig til ikke bare at få et nyt billede til væggen derhjemme, men også endnu en udsmykningsgenstand til at pryde hjemmet.

»Jeg fik kampbolden med og drengene har skrevet på den«, lyder det fra matchvinderen.

Når Wolfsburg-angriberen har leget indretningsarkitekt, kan han se frem mod nye mål på landsholdet. De tre mål mod USA var nummer 27, 28 og 29 i den røde trøje, så pludselig kan amagerkaneren skimte Jon Dahl Tomassons målrekord.

»Jeg har tidligere sagt, at et af mine mål er at nå målrekorden. Og jo flere mål jeg scorer, jo tættere kommer jeg på. Jeg ved godt, at der er langt op og det er langt ude, for det er en stor rekord, Jon holder i dag. Men selvfølgelig hjælper det at score tre mål i en kamp«, fastslår Bendtner, der har 23 scoringer op til Tomassons måltotal på 52.

De første af dem kan passende komme på søndag, når Frankrig venter i St. Etienne. For ’Lord Bendtner’ er i målform. Rigtig målform.

»Jeg er hvor jeg skal være lige nu. Jeg har tidligere spillet nogle landskampe, hvor jeg ikke har været i 100 procent form på grund af manglende spilletid eller skader. Men nu har jeg trænet i fire-fem måneder i træk, så nu er alt, som det skal være. Nu skal jeg bare spille, så er der ingen problemer«, slutter aftenens mand i både skysovs og Ceres Top.