En træt Nicklas Bendtner ville mandag formiddag ikke snakke fremtid. Til gengæld ville han gerne kalde sæsonen i Wolfsburg for 'fremragende'.

Med solen i et par halvtrætte øjne stillede Nicklas Bendtner mandag formiddag til første landsholdstræning, efter han i lørdags kunne fejre titlen som tysk pokalmester med en stor fest i selskab med holdkammeraterne fra Wolfsburg.

Blot ni timer efter han ankom til Helsingør stod Bendtner på træningsbanen i sit blå træningstøj. Træt, men glad oven på en begivenhedsrig weekend.

»Jeg ankom klokken to i nat, så jeg spurgte, om det var muligt at vente med at træne til i morgen (tirsdag, red.) og eventuelt træne onsdag, hvor de andre har fri. Men det var ikke muligt. Så det er fint nok. Jeg har ikke noget problem med at træne. Men man er bare lidt træt,« sagde Bendtner.

Trætheden kom ikke bare fra rejsen til Danmark, men også fra en lang fest natten til søndag i timerne efter Wolfsburg sejr på 3-1 over Borussia Dortmund i den tyske pokalfinale. En kamp, hvor Bendtner ikke fik spilletid.

»Vi har vundet den tyske pokal og er blevet nummer to. Alt i alt har det klubmæssigt været en fremragende sæson,« lød det fra angriberen, der sæsonen igennem har fristet en tilværelse som reserve i den tyske klub.

»Jeg ville gerne have spillet en større rolle, men ind imellem spiller tingene sig anderledes ud,« fastslog Bendtner.

Angriberen, der i løbet af de seneste uger har taget endnu en tur igennem mediemøllen efter usikkerheder omkring sygedage og et afbud til et fanarrangement i det tyske, kan nu se frem til endnu en sommer fyldt med spørgsmålstegn. For en fremtid i Wolfsburg er der ikke meget, der tyder på, han har.

Den diskussion ville landsholdets faste spydspids imidlertid ikke tage hul på i solskinnet på Helsingør Stadion.

»Vi er samlet med landsholdet, så vi kan snakke alt det, du vil om landsholdet. Jeg vil også gerne tale om, hvordan det var at vinde pokalen. Men ellers har jeg ikke så meget at sige om situationen i Wolfsburg«, understregede Bendtner.

Mandag møder Nicklas Bendtner og resten af A-landsholdet Montenegro i en testkamp inden næste weekends vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien.