(BT I HELSINGØR) Nicklas Bendtner vil gerne til Kirin Cup med landsholdet, men Åge Hareide vil ikke udtage angriberen.

Der var en fornemmelse af sommerferie over landsholdets træning mandag, hvor ganske få af de udtagne spillere mødte op til den første samling forud for Kirin Cup i Japan, hvor Danmark i starten af juni møder Bosnien og Bulgarien.

Spillerne ankom i civilt tøj, trissede rundt, hilste glædeligt på staben og hyggede sig tydeligt ved at være samlet under landstræner Åge Hareides vinger.

Som vanligt var der dog én enkelt spiller, der skilte sig ud.



Klubløse Nicklas Bendtner blev næsten overfaldet af en kødrand af journalister, der ville høre om angriberens fremtid, efter han blev løst af sin kontrakt med Wolfsburg i april.

Bendtner er ikke udtaget til landsholdet, men han har fået lov at træne med i de kommende fire dage, så Hareide kan lære ham at kende.

Artiklen fortsætter under billederne

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere


Og Bendtner var ikke meget for at snakke om fremtiden.

»Formen har det fint. Jeg har trænet med FCK, og det har været rigtig, rigtig godt. Ståle (Solbakken, red.) gav mig lov at træne med fra d. 10, og det har været positivt for mig,« siger Bendtner og satte et par få ord om fremtiden.

»Det er klart, du skal finde et sted, hvor du er glad. Og så skal du spille noget fodbold,« siger Bendtner, der også var sparsommelig med sine ord, da han blev spurgt til klubjagten.

»Det går fint.«



Håber du på at blive udtaget på baggrund af de kommende træninger?

»Det ville være dejligt og super fedt at komme med til Japan. Det er der ingen tvivl om. Nu træner jeg med i fire dage, så må vi se, hvad der sker efterfølgende,« lyder det fra Bendtner, der ikke skal sætte forhåbningerne alt for højt op.

For Hareide har ikke i sinde at udtage ham, selvom han skal finde en erstatning for Yussuf Poulsen, der i stedet skal koncentrere sig om OL.



»Det tror jeg ikke. Det har også lidt med principper at gøre. Man skal selvfølgelig honorere de drenge, der spiller. Fodboldform handler om at spille regelmæssigt for at kunne være i stand til at spille landskampe,« siger Hareide og tiføjer, at han har snakket med FCK-manager Ståle Solbakken om Bendtner samt overværet FCK's træninger.

»Jeg ved, han har trænet godt med FCK. Jeg har jo førstehåndsoplysninger fra FCK om, at han har gjort det godt, og det er et vigtigt signal. Og jeg er sikker på, at han træner godt her og viser sig frem.«

AGF's formstærke angriber Morten 'Duncan' Rasmussen virker i stedet som et oplagt bud på at afløse Poulsen i angrebet.