Nicklas Bendtner blev lørdag tysk pokalvinder, men den danske landsholdsangriber måtte som så ofte før tage plads på bænken hos sin klub, VfL Wolfsburg.

De tyske vice-mestre vandt pokalfinalen 3-1 over Borussia Dortmund, og det var første gang nogensinde, VfL Wolfsburg vandt DFB-Pokal.

For Borussia Dortmund var pokalfinalen sidste chance for at redde en ellers temmelig mislykket sæson, og det kunne ses fra starten i pokalfinalen på det olympiske stadion i Berlin.

Efter fem minutter kom de sort-gule foran efter opspil fra Erik Durm og Shinji Kagawa i Borussia Dortmunds højreside. Japaneren endte med at lægge bolden ind over til Pierre-Emerick Aubameyang, som udækket kunne sætte foden på bolden og sende den ind bag VfL Wolfsburgs målmand, schweizeren Diego Benaglio.

Starten på kampen var i det hele taget et sandt festfyrværkeri med offensivt spil og store målchancer. Et kvarter efter åbningsmålet kom udligningen efter et frisparksforsøg fra VfL Wolfsburgs Naldo. Borussia Dortmunds målmand, Mitchell Langerak, fik fingrene på bolden, men efter hans halvklaring endte bolden hos brasilianeren  Luiz Gustavo, som sendte bolden i mål med venstrefoden.

Ti minutter senere kom folkevognsklubben foran. Efter et Dortmund-boldtab på egen banehalvdel lagde Wolfsburgs Daniel Caligiuri bolden af til Kevin de Bruyne, som på smuk vis sendte den i nettet fra 20 meters afstand med et hårdt, fladt skud. Mitchell Langerak var kommet ned, men bolden sad næsten ude ved stolperoden, og den australske målmand kunne ikke forhindre scoringen.

Det nåede også at blive 3-1 inden pausen efter et mål af Nicklas Bendtners hollandske angrebs-rival Bas Dost. Oplægget kom på et indlæg fra kroaten Ivan Perisic, hvorefter Bas Dost headede bolden forbi Mitchell Langerak til to-måls-føring.

Anden halvleg var bestemt ikke kedelig, men den var dog knap så livlig som første, og den bød ikke på yderligere scoringer.

På denne måde sluttede VfL Wolfsburg en i forvejen flot sæson af med at vinde pokaltitlen for første gang. Klubben har kun en gang tidligere været i den tyske pokalfinale. Det var for 20 år siden, hvor de måtte se sig besejret af Borussia Mönchengladbach.